Sportens stjerner fejret og hædret ved årets Sports Galla

I sidste weekend blev sporten sat op på højeste piedestal i Helsingør Kommune. Cirka 60 foreninger var samlet for at fejre året, der gik.

Om eftermiddag var der sportsgalla for de unge. Her sad 125 spændte deltagere fra 16 lokale idrætsforeninger, og krydsede fingre for at vinde en af følgende priser: Årets klub, træner og sportspræsentation.

Byrådspolitiker Betina Svinggaard uddeler de tre priser til vinderne med følgende motivationer fra dommerpanelet.

Årets Klub

Snekkersten Skotterup Sejlklub

Klubben har været drivkraft i at skabe et talentudviklingsmiljø på Snekkersten Havn sammen med syv andre sejlklubber i Nordsjælland, Dansk Sejlunion og Helsingør Talent & Elite. I 2018 blev der etableret morgentræning i sejlsport gennem sommerhalvåret, og det medførte et helt unikt miljø med 11 sejlere i idrætsklasserne og på Helsingør Eliteidræts Akademi, hvilket er rekord i Danmark. Klubben har mange unge sejlere, for Snekkersten Skotterup Sejlklub og Snekkersten Havn går forrest med at skabe et sted, hvor unge har lyst til at dyrke deres sejlsport sammen med deres kammerater i et stærkt klubfællesskab. De mange joller er synlige på vandet ved Snekkersten Havn, og næste skridt er at udvide miljøet med de lidt større 29’ere. Så de helt unge har noget at se frem til.

Årets Sportspræstation

Valdemar Menck Nielsen, Helsingør Svømmeklub

Valdemar har præsteret suverænt gennem hele sæsonen og taget hele 14 guldmedaljer til de sjællandske og danske mesterskaber på kortbane og langbane. Valdemar er meget alsidig i sin svømning og har vundet guld i alle svømmediscipliner. Ved regionale og danske mesterskaber i 2018 er det blevet til i alt 14 guld, 2 sølv og 1 bronze medalje. De flotte resultater har betydet, at Valdemar er blevet udtaget til årgangssamling under Dansk Svømmeunion. Valdemar er utrolig vellidt blandt sine kammerater og medvirker til den positive stemning på holdet. Han er en vigtig del af Helsingør Talent og Elite, hvor han går i 8. klasse på Idrætslinjen i Helsingør.

Årets Træner

Jakob Vesterbæk, Snekkersten Idrætsforening - Fodbold

Jakob har gjort en formidabel arbejdsindsats som træner i næsten 30 år i Snekkersten IF. Jakob har trænet utallige ungdoms- og seniorhold og været ansvarlig for bl.a. fodboldskole og udlandsture. I dag er Jakob klubkonsulent i SIF hvor han er med til at sikre sammenhæng mellem områder som rekruttering, klubbens seniorhold, talentidentifikation og -udvikling. Jakob er desuden cheftræner for U14 og U15 drenge og ansvarlig for det sportslige samarbejde mellem SIF og FCH.

Jakob er god til at få ting til at ske, ligesom hans imponerende netværk har bidraget til, at han altid finder kvalificerede trænere til de mange ungdomshold.

Jakob er en ildsjæl og en uvurderlig arbejdskraft for en klub af Snekkerstens størrelse.

Helsingør Hallen var rammen for aftenens Sportsgalla

Der blev løbet 100 meter løb i køkkenet i Helsingør Hallen, da 360 sportsfolk satte sig til bords.

 Til arrangementet optrådte Helsingør Taekwondo Klub, Helsingør Gymnastik Forening / Kronborg Gymnasterne, Kronborg Knights og Espergærde Gymnastik, mens Peter Spies Band sørgede for musikken.

 Aftenens konferencier Morten Stig Bork Jørgensen holdt styr på de otte antal priser, der skulle uddeles og Udvalgsformand Jens Bertram bød velkommen til gallaen. 

Årets sportspræstation

Helsingør Golf Klubs Damehold

Spillere: Anna Høybye Schmidt, Amanda Thybo Bjerre Nielsen, Kajsa Stie Landström, Olivia Grønborg Skousen, Melissa Johansen og Filippa Guldberg

Vinderen af ”Årets sportspræstation” er Helsingør Golf Klubs Damehold, som har sikret sig en plads i Superligaen for golf i 2018. Som det yngste hold i Danmarksturneringen har Helsingørs Damehold spillet sig til en plads i elitedivisionen inden for golf (Santander Divisionen). Aldersmæssigt spænder holdet fra 13 til 19 år, men fælles for dem alle er, at de gennem årene har udviklet deres talenter i Helsingør Golf Club. Pigernes seriøse indstilling til sporten og til hinanden har givet dem mange gode resultater, og de er suveræne vindere af deres pulje i 2018.

Årets idrætsleder

Vinderen af ”Årets Idrætsleder” er Lars Heeno Rasmussen, fordi han er en passioneret, engageret og dedikeret formand for Helsingør Svømmeklub. Han arbejder målrettet, og der er altid plads til et smil og en frisk kommentar. Lars er ikke kun en vellidt mand i bestyrelsen, han formår også at være i god dialog med trænere, svømmere og forældre. Samtidig er han kendt og respekteret af ledere og personale i Helsingør Svømmehal og af Helsingør Talent og Elite. Siden Lars overtog posten som formand for Helsingør Svømmeklub i 2017, har han arbejdet dedikeret med implementering af klubbens talent- og elitestrategi. Det har været medvirkende til, at Helsingør Svømmeklub er gået fra at være en god svømmeklub med en konkurrenceafdeling, til at være en klub i en rivende udvikling, med en helt klar profil, og en ambition om at blive én af Danmarks bedste svømmeklubber.

Årets særpris

Karl Vilhelm Nielsen

Årets særpris går til Karl Vilhelm Nielsen for sit enestående bidrag til udvikling af parasporten i Danmark og for sit lokale engagement i Hornbæk IF.

I mere end en menneskealder har Karl kæmpet for, at mennesker med handikap får bedre muligheder for at dyrke idræt. Karl modtog Kulturministeriets Idrætspris 2018 og blev her fremhævet for sit arbejde med at udbrede anerkendelsen af parasporten i Danmark.

Karl var medstifter af Parasport Danmark i 1971 og har siddet i bestyrelsen i 44 år, 38 af dem som formand, indtil han i 2018 stoppede på posten. Karl bidrager lokalt med sin store erfaring og er meget anerkendt for sit frivillige arbejde som sekretær i hovedbestyrelsen.

Årets Parasportpris

Special Kidz, Helsingør Håndbold

Årets parasportpris går til Special Kidz, Helsingør Håndbold, for deres store indsats for at børn med fysiske og psykiske handicaps kan få mulighed for at spille håndbold. Holdet er startet op af Louise Iversen, der, sammen med Kristian Ilsøe Mikkelsen og flere frivillige trænere, har succes med at give børn med forskellige handicaps gode oplevelser med holdsport. De har bl.a. haft fokus på at styrke fællesskaber og personlige sejre, og børnene har udviklet sig både motorisk og socialt. I juni 2018 deltog holdet i Lykke Cup i Aalborg, hvor de tog pokalen med hjem. Flere håndboldklubber fra andre kommuner har søgt inspiration hos Helsingør ved Special Kidz, og har efterfølgende startet lignende initiativer op.

Årets talent

Mathilde Maria Thorsen, Helsingør Svømmeklub

Vinderen af ”Årets talent” er Mathilde Maria Thorsen.Mathilde kvalificerede sig til - og deltog i Nordiske Junior Mesterskaber i juli 2018. Her vandt hun bronze i 50 m fri og var en del af den danske holdkap, der modtog guld i 4x100 m fri. Det er første gang i over 10 år, at en Helsingør svømmer er udtaget til et internationalt mesterskab. Mathilde har desuden vundet guld ved de danske årgangsmesterskaber 2018 på langbane i 50 m fri, og hun vandt sølv i både 100 m fri og som ankermand på 4x100 m fri holdkappen. Mathilde er meget seriøs omkring sin træning og møder op med stor motivation, fokus og glæde. For at få tid til både træning og skole går Mathilde i 8. klasse på Idrætslinjen i Helsingør.

Årets klub

Vinderen af ”Årets Klub” er Helsingør Floorball Team (HFT). Klubben har været i en rivende udvikling de seneste 5 år og haft stor medlemstilgang.

2018 har været et begivenhedsrigt år for klubben både breddemæssigt og sportsligt. Klubben har bl.a. etableret et selvstændigt pigehold, samt indgået nye spændende samarbejder med lokalsamfundet og andre floorballklubber.

Her kan nævnes samarbejdet med Værftets Madmarked, hvor HFT afholdt et stort motionsstævne for både børn og voksne. HFT har desuden opbygget et godt samarbejde med både FC Helsingborg og Rungsted-Hørsholm Floorball Klub. Det har bl.a. resulteret i en svensk superligakamp i Helsingør Hallen med over 1300 tilskuere, samt at flere borgere i Helsingør har fået øjnene op for floorballsporten.

Årets træner

Rudolf Gottschalk, Helsingør IF Fodbold. Rudolf har gennem de senere år været cheftræner for årgang 2003/2004 drenge i Helsingør IF – Fodbold. Han har sammen med de andre trænere formået at håndtere både den sportslige og sociale udfordring, det er, at udvikle, tiltrække og ikke mindst fastholde en meget forskellig trup af teenagere.

Rudolf har med en letforståelig og enkel pædagogik skabt en tryg ramme for alle drenge – uanset baggrund og fodboldmæssige forudsætninger, og han har arbejdet ihærdigt for at styrke drengenes potentiale og muligheder.

Årets veteran

Vinderen af ”Årets Veteran” er Rolf Lund. Rolf har i 2018 haft en fantastisk sæson som orienteringsløber med mange flotte præstationer, der er opnået såvel internationalt som i Danmark. Af dem vil vi særligt fremhæve resultaterne ved årets Verdensmesterskab for veteraner, hvor Rolf vandt guld på mellemdistance og sølv på langdistance. Endvidere har Rolf deltaget i Dansk Orienterings-Forbunds Danmarksmesterskab i 3 discipliner: Sprint, langdistance og ultralangdistance, hvor Rolf vandt guld i alle 3 løb.