Støtte til 66 frivillige sociale foreninger

Helsingør Kommune har uddelt 1,268 mio. kr. til frivillige sociale foreninger, der har aktiviteter i kommunen.

Igen i år har Helsingør Kommune delt penge ud til frivillige sociale foreninger, der har aktiviteter i kommunen.

88 foreninger havde søgt om midler, og af dem har de 66 fået penge. I alt har kommunen i år uddelt 1,286 mio. kr. af de såkaldte §18 midler.

Udvalget, der består af byrådsmedlemmerne Jens Bertram, Mette Lene Jensen, Marlene Harpsøe samt formand for Frivilligcentret Jytte Mejnholt, har valgt at give midler til en bred vifte af ansøgere. Unge, ældre, familier og syge er tilgodeset med bl.a. midler til Ældre Sagen, Headspace, Hjerneskadeforeningen, Røde Kors' besøgsvenner, Hjerteforeningen, Helsingør Esport Forening og Haveforeningen Trelhest (fotoet).

Se en liste over alle beløbsmodtagere her

Da udvalget har valgt at tilgodese mange forskellige foreninger, har en del modtaget et mindre støttebeløb, end de havde søgt om. Derudover er puljen blevet beskåret, så der ikke er de samme midler til rådighed, som der var sidste år.

Endelig var det ikke alle ansøgere, der ramte inden for formålet, som er et primært socialt sigte. Og de nordsjællandske aktiviteter er henvist til at søge de midler, der er afsat til det tværkommunale samarbejde.

Se hvordan du søger den fælleskommunale pulje