Tre udvalgte veje er blevet mere trafiksikre

I 2018 har der været gang i vejarbejdet på især Hovvej, Esrumvej og Rønnebær Allé, der er udpeget i projektet Trafiksikkerhedsby.

Alle tre veje har det til fælles, at de var udformet efter samme skabelon tilbage i start 80’erne, og der på de tre veje har været for mange trafikulykker med lette trafikanter. Det skal de nye tiltag ændre på.

Antallet af ulykker har generelt været faldende på kommunens veje, men ulykker med lette trafikanter er ikke helt fulgt med. Det er de trafikanter, der bliver sat fokus på i de nye tiltag på de tre veje Hovvej, Esrumvej og Rønnebær Alle.

Borgerdialog for bedre løsninger

I sommer inviterede Helsingør Kommune lokale borgerne til at komme ud på de tre veje for at høre om kommunens planer for forbedring af trafiksikkerheden. Derudover var formålet at få kvalificeret kommunens analyse af forholdene og forslag til løsninger.

Borgernes input og Helsingør Kommunes registrering af krydsende fodgængere resulterede i udpegning af de krydsningspunkter, som er mest brugt og derfor havde behov for en opgradering. De fodgængerfelter, der kun blev anvendt meget lidt, er til gengæld nedlagt.

Vi er nu ved at være igennem anlægsarbejderne på de to strækninger Esrumvej og Rønnebær Alle. På Hovvej er vi ca. halvvejs og har netop nu taget hul på den sidste del af arbejderne på den sydlige del af strækningen. Vi forventer at være helt færdige til april. Vi er klar over, at det til tider kræver ekstra tålmodighed fra trafikanterne, når vi bygger om på veje, hvor mange færdes dagligt. Vi vil gerne takke alle trafikanter for at hjælpe til med at få det til at fungere, udtaler projektleder fra Center for By, Land og Vand Christina Levring Jakobsen.

 

Følger op med kampagner

Til foråret bliver de nye tiltag på vejene fulgt op af kampagner, der skal sætte fokus på, at trafikanterne skal vise hensyn til hinanden. Målet er at højne trafiksikkerheden, ved at få fodgængerne til at bruge fodgængerfelterne og ved at gøre bilister og cyklister særligt opmærksomme ved fodgængerfelterne og respektere krydsende fodgængere. 

Kampagnerne skal sammen med de nye tiltag på vejene sikre, at borgerne kan færdes sikkert og hensigtsmæssigt på vejene. Med dette projekt afslutter vi trafiksikkerhedsby-projektet, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke borgerne for både deres input og tålmodighed under arbejdet, siger Christian Holm Donatzky, der er udvalgsformand for By, Plan og Miljøudvalget og formand for Trafiksikkerhedsrådet i Helsingør Kommune.

 

De konkrete anlæg

For at skabe en mere jævn belysning med højere farvegengivelse har kommunen moderniseret belysningen med gennemgående LED-belysning på alle tre strækninger. Det sikrer en øget synlighed af både vejens forløb og udstyr samt de trafikanter, der færdes på og omkring vejen.

Krydsningspunkter, heller og sideveje er gjort mere synlige for bilisterne ved at sætte ekstra belysning op. Ved fodgængerfelterne er der opsat ”blå hatte”, lysende blå fodgængertavler og gule blink, som er placeret lavere og mere iøjnefaldende end tidligere.                

De udpegede fodgængerfelter er gjort bredere og forbedret med støtteheller. Derudover er der lagt en særlig flisebelægning for blinde og svagtseende. Der er også etableret ekstra støtteheller, for at tilbyde krydsningsmuligheder med passende afstand og i forhold til eksempelvis placering af skoler og fritidsaktiviteter. Samtidig er afstribningen blevet fornyet. 

Fortov og cykelsti er blevet ført på tværs af sidevejene, så vigepligten er blevet tydeligere. Det er også med til at sænke hastighedsniveauet for ind- og udkørende til sidevejene.

På den sydlige del af Hovvej inddrages rabatterne for at kunne anlægge et midterareal og skabe bedre krydsningspunkter. 

På Rønnebær Alle er der fjernet fem buslommer. To af dem var ikke længere i brug. De andre tre er fjernet, for blandt andet at kunne give fodgængerfeltet en bedre udformning og placering. Der hvor buslommerne var i brug, skal bussen nu standse på kørebanen, hvilket også er med til at dæmpe hastigheden på den øvrige biltrafik på strækningen. Cykelstien er rettet ud, så vejprofilet syner smallere, hvilket også kan være med til, at bilisterne sætter hastigheden ned.

Ved Borupgårdskolen er der bl.a. af hensyn til børnenes sikkerhed blevet etableret et signalreguleret kryds mellem Rønnebær Alle og Smakkevej. Fodgængerfeltet på Smakkevej ud for skolen er blevet opgraderet som de øvrige fodgængerfelter.

 

Trafiksikkerhedsbyen

Helsingør, Snekkersten og Espergærde blev i 2013/2014 udpeget til Trafiksikkerhedsby. Aftalen var, at Transportministeriet/Vejdirektoratet finansierede ca. 10 mio. kroner og kommunen har lagt en egen finansiering på minimum 5 mio. kroner. Formålet med Trafiksikkerhedsby Helsingør var at reducere antallet af personskader på trafikvejnettet i det sammenhængende byområde.

Parter i projektet

  • Helsingør Kommune, Center for By, Land og Vand
  • Helsingør Kommunes Trafiksikkerhedsråd
  • Vejdirektoratet
  • Nordsjællands Park og Vej
  • Forsyning Helsingør
  • Nordsjællands Politi