NB. Vi har nu lukket for tilmeldinger til mødet, da alle pladser er fyldt op!
Mødet starter på Kulturværftets Lille Scene med skøn udsigt over Kronborg, Museet for Søfart og Øresund. Elever fra Helsingørs musikskole står for dagens musikalske indslag, og bagefter vil Formand for Kultur- og Turismeudvalget, Michael Mathiesen, byde velkommen og fortælle lidt om arrangementer og muligheder i kommunen. Herefter serveres en sandwich, mens en håndfuld borgere og frivillige ildsjæle står klar til at svare på spørgsmål om fritidsaktiviteter og forenings- og kulturlivet i Helsingør.
Børn i alle aldre er meget velkomne! Alle tilmeldte børn får en børnepose med lidt underholdning og snacks at fordrive tiden med.
Mødet slutter med en tur i området efter eget ønske:
1. Byvandring i det gamle Helsingør
Et besøg rundt i Helsingørs historiske bymidte, hvor fine velbevarede huse og skønne baggårde ligger side om side.
2. Byvandring - velkommen til Fortællingernes by
En anderledes byvandring med fortæller André Andersen. Her blander gamle sømandsfortællinger og sandfærdige unøjagtigheder sig med hinanden på turen igennem Helsingørs gader.
3. Rundvisning på Kulturværftet
Oplev det imponerende gamle værft og se Helsingør fra en af byens bedste udkigsposter. Børnefamilier kan få en særskilt introduktion til børnebiblioteket.
NB. Vi har nu lukket for tilmeldinger til mødet, da alle pladser er fyldt op!