Vision 2030 er nu vedtaget af Byrådet

I aftes vedtog et enigt Byråd kommunens nye Vision 2030, som skal sætte retningen for kommunens arbejde det næste årti.

Den endelige vision bygger på en større borgerinddragelsesproces i foråret og et folkemøde den 23. februar, hvor hundredvis af borgere, foreninger, erhvervsvirksomheder og andre interesserede afleverede deres forslag og kommentarer.

De mange forslag har Byrådet siden hen arbejdet med og samlet i fem satsningsområder med tilhørende ambitioner og konkrete mål, så der hvert år kan følges op på indsatserne.

Med Vision 2030 vil vi være en bæredygtig kommune, der sammen med borgere og erhvervsliv skaber de bedste rammer for, at vi kan leve og udleve det liv, vi ønsker. Visionen er formuleret med afsæt i de mange gode ideer, som vi fik før, under og efter folkemødet – og nu glæder vi os til at udvikle nye løsninger, siger borgmester Benedikte Kiær.

 De fem satsningsområder for Vision 2030 er:

  1. Vi skaber attraktive uddannelsesmiljøer
  2. Vi udvikler levende bysamfund med aktive rum og udfoldelsesmuligheder
  3. Vi åbner muligheder for fællesskaber, der øger livskvaliteten
  4. Vi markerer os lokalt, nationalt og internationalt gennem en stærk kulturarv
  5. Vi styrker vores natur, træffer bæredygtige valg og handler klimavenligt.

Vision 2030 skal afløse Vision 2020.

Kommunens vision for 2020 satte en fælles retning - og det har givet mange gode resultater med en langsigtet strategi. Flere og flere flytter hertil, og besøgstallene stiger inden for både turismen, museer, endagsgæster, store arrangementer og konferencer. Helsingør Kommune er interessant på mange områder, og med Vision 2030 fortsætter vi med de gode takter fra den nuværende vision sammen med de nye og inspirerende ideer, der er kommet ind fra alle hjørner af kommunen, siger borgmester Benedikte Kiær.

 

Se Helsingør Kommunes Vision 2030 her

Se de mere end 500 forslag, der kom ind til Vision 2030