170 udendørs håndvaske til dagtilbud og skoler

Når børn i skoler og dagtilbud skal tilbringe meget af dagen uden for den kommende tid, skal de også kunne vaske deres hænder ude.

Derfor har Helsingør Kommune på et møde i krisestaben besluttet at indkøbe 170 håndvaske og haner, der alle kommer op at hænge, inden skolerne og de sidste dagtilbud åbner på mandag.

I Børnehaven Stokrosen i Espergærde er de meget glade for deres tre nye håndvaske på legepladsen.

Det giver os en stor frihed, at vi ikke skal ind og ud hele tiden, når børnene skal vaske hænder hver anden time. Børnene kan også selv tage vand, når de er tørstige, siger leder af Stokrosen Bolette Hector Frost.


På mandag starter en stor del af børnene i Stokrosen op igen. De får nu seks steder, hvor de kan vaske hænder og hente vand, hvor de før kun havde tre vaskestationer indenfor.

Det kommer helt sikkert til at lette hverdagen og blive nemmere at få al den håndvask til at gå op de kommende uger. Men også på langt sigt er det virkelig rart at have adgang til flere håndvaske helt ude på legepladsen, lyder det fra Bolette Hector Frost.

Læs mere om genåbningen af kommunens dagtilbud og skoler her