40 års jubilæum: Plads til en aktiv fritid

Marianne Lindholm krydrer et travlt arbejdsliv som social- og sundhedshjælper med motorcykelrejser, løbeture og havearbejde hjemme i Esbønderup

40 år på samme arbejdsplads lyder for de fleste som lidt af en bedrift. Men sådan føles det ikke for 63-årige, Marianne Lindholm, der arbejder som social- og sundhedshjælper på Plejehjemmet Falkenberg. Hun har altid været glad for sit arbejde i Helsingør Kommune, og har ikke set nogen grund til at skifte det ud.

Jeg er mægtig glad for mit arbejde. Jeg har en varieret arbejdsdag. Der er mange forskellige opgaver, der skal løses på sådan en dag. Og jeg synes det er hyggeligt at snakke med borgerne, siger hun.

Tid til en kop kaffe

Da Marianne Lindholm startede i Helsingør Kommunes hjemmepleje i 1980, så verden anderledes ud. Hun kørte fx rundt i sin egen bil og havde faste borgere hun besøgte over hele kommunen. Der var også mere tid til den enkelte borger.

Jeg brugte det meste af tiden på rengøring. Men jeg lavede også mad til borgerne. Det var der afsat tid til. Mange så virkelig frem til, at man kom. Og så skulle man altid lige blive og drikke en kop kaffe og snakke lidt, når man var færdig med det praktiske. Og inden man gik skrev borgerne under på, at man havde udført arbejdet tilfredsstillende, husker hun.

I dag skal Marianne og hendes kollegaer løbe noget stærkere for at følge med. Men den største forandring har været den teknologiske udvikling og det voksende krav til dokumentation.

Det synes jeg er svært. Man er meget bundet af at skrive ting ned, og det kan være svært at huske. Generelt er jeg ikke så hurtig til at lære nyt, som jeg har været. Men meget ligger heldigvis på rygraden, når man har så mange års erfaring.

På motorcykel gennem Californien

Men livet er ikke kun arbejde for Marianne. Det er også at passe huset og den store have hjemme i Esbønderup, bage, lave gymnastik og løbe ture i den smukke nordsjællandske natur. Og så skal der være tid til udlandsrejser der gerne må foregå bag på en motorcykel. 

Senest gik turen til Californien som passager på mandens Harley Davidson.

I optog med 13 andre motorcykelentusiaster vakte vi stor opsigt, når vi kom kørende med danske flag flagrende efter os, fortæller hun.

Alt det skal der skrues op for, når Marianne en dag går på efterløn. Ligesom de to børnebørn i Hornbæk skal fylde meget mere.

Jeg er da begyndt at glæde mig til, at jeg kan hjælpe min datter mere med børnene.

Marianne glæder sig til at fejre sit 40 års jubilæum den 27. februar på Plejehjemmet Falkenberg.

Ændringer pga. Corona-virus
Vær opmærksom på, at dele af Helsingør Kommune ikke har normal drift pga. Corona-virus.
Ændringer pga. Corona-virus
Marianne2
Marianne1