Det bedste er at være med til at udvikle andre

Ansvarlig, ærlig og omsorgsfuld teamleder på Plejehjemmet Falkenberg fejrer 40 år i kommunen.

Da Marianne Rasmussen begyndte som hjemmehjælper for 40 år siden, hoppede hun på cyklen hjemmefra, når der blev ringet fra den tilsynsførende. Hun oksede afsted fra Hornbæk til Ålsgårde og tilbage - op til fire gange frem og tilbage på en vagt. Men det synes Marianne var temmelig meget spild af tid, så det fik hun lavet om på.

- Jeg syntes jeg spildte borgernes tid på at ligge og køre frem og tilbage. Så det sagde jeg til min leder. Og så blev det heldigvis lavt om.

Det har altid været naturligt for Marianne at åbne munden, når noget var uretfærdigt, at træde til og tage ansvar, når det var nødvendigt. Ansvarsfølelsen har gennem årene ført til en del forskellige tillidsmandsposter på ældreområdet og i 2005 til en lederstilling på Teglværksgården. Da Plejehjemmet Falkenberg skulle åbne i 2009 var det med Marianne som en af de bærende kræfter.

Artiklen er udkommet i Helsingør Kommunes nyhedsbrev 'Helsingørs mange ansigter'. Tilmeld dig her.

- Jeg flyttede nærmest ind herude i den periode op til åbningen. Alt skulle være klar til beboere og medarbejdere. Jeg arbejdede 70 timer om ugen. Jeg var sindsygt træt men det var SÅ spændende. Jeg tror endda jeg ville gøre det igen, hvis kroppen kunne holde, griner Marianne.


Effektivt arbejde

Ældreplejen i kommunerne har gennemgået en stor forandring i de år Marianne har været med. Tidligere overtog kommunerne i højere grad ansvaret for hjemmet, når borgerne ikke længere selv kunne. I dag er kommunens rolle i højere grad at hjælpe med den nødvendige omsorg og pleje – og ikke mindst støtte borgerne til selv at kunne. Det er da også den stigende effektivisering, som Marianne fremhæver som den største forandring på ældreområdet gennem årene. Men hun mener også, at det har været nødvendigt at stramme op. 

- Der er ingen tvivl om, at det var for meget dengang i firserne. Alle fik gjort rent to timer om ugen, og man fik en time og tyve minutter om aftenen til at pille en støttestrømpe af. I dag bliver der givet omkring to minutter til støttestrømper. Så ja, tiden dengang blev ikke brugt super effektivt men til gengæld synes jeg snart ikke, at skruen kan strammes mere i dag. Nogle ser nok fortsat for sig en kommunalarbejder, der står og læner sig op ad en skovl, men sådan er det ikke. Måske var det sådan engang. Men i dag knokler hver og en. Jeg tror faktisk, vi har overhalet dele af det private arbejdsmarked inden om, når vi taler om effektivitet. Vi kan stadig gøre tingene bedre, men jeg tror det bliver svært at gøre dem mere effektivt, lyder det alvorligt fra Marianne.


Fra regelmæssighed til medbestemmelse

Også relationen mellem borger og medarbejder har forandret sig over de 40 år Marianne har været i Helsingør Kommune.

- Før i tiden arbejdede vi efter de gamle dyder ro, renlighed og regelmæssighed. I dag inddrager vi beboerne og hører, hvad de har lyst til. Og selvfølgelig skal det være sådan. Det er eneste rigtige. Jeg vil da heller ikke på plejehjem, hvis ikke jeg selv kan være med til at bestemme. Men vi har ikke været gode nok til at få omverdenen til at forstå det. Jeg møder stadig pårørende, der synes det er forfærdeligt, at deres mor eller far, selv skal være med til at dække bord. Vi er heller ikke gode nok til at få medarbejderne til at give slip. Men det tror jeg ændrer sig, fordi uddannelsen ændrer sig. De ældre medarbejdere siger: Jeg er blevet uddannet til at hjælpe andre. Så siger jeg: ja men du hjælper andre ved at lade dem være i gang, for ellers så slukker de.


Sig det som det er

Den menneskelige kontakt og personlige kommunikation med både borgere og medarbejdere er i det hele taget noget, der ligger hende meget på sinde.

- Jeg er meget ærlig. Nogen vil måske sige for ærlig. Men jeg siger, hvad jeg mener. Jeg ved ikke noget værre end folk, der taler med uld i mund. Sig det dog som det er. Men sig det ordentligt.

Marianne har måttet opsige mere end en medarbejder gennem årene, men kan stadig få et kram af dem, når de mødes. Den måde, man siger tingene på, betyder uendelig meget, mener hun.

- Ord kan ødelægge så meget. Jeg kommer fx aldrig på Facebook. Aldrig. Der er ikke noget der bliver misfortolket mere, end det vi skriver. Jeg elsker at kommunikere med folk, når vi kan se hinanden.


Pengene kommer hvert fjerde år

Og tydelig kommunikation er vigtig, når man arbejder med mennesker. Især i en kommune hvor retningen ændrer sig hele tiden.

- At arbejde i en kommune er virkelig noget man skal ville. Det er ikke altid nemt. Retningen for dit arbejde kan skifte hvert fjerde år, når der kommer et nyt byråd. For ikke at tale om økonomien. Det første år efter et valg bliver der typisk trukket penge, fordi politikerne måske har lovet mere end de kunne holde. Det sidste år før et valg får vi til gengæld tilført penge, fordi ja, der går valgkamp i den. Så der er klart en cyklus. Men jeg kan lide det. Jeg arbejder i det hele taget godt under de kommunale rammer. Når Helsingør Kommune har en vision, ja så er det den, vi følger. Og så er ingen af mine medarbejdere i tvivl om, hvad rammerne og retningen er.


Vi skal ikke tabe mennesker på gulvet

På spørgsmålet om hvad det bedste er ved at være leder, kommer det prompte fra Marianne:

- At være med til at udvikle andre. Det er fantastisk, jeg elsker det. At guide og få lov til at guide nogen, at få dem videre i deres arbejdsliv. Det giver så meget mening.

Det har fx ikke altid været en del af kulturen på Falkenberg, at praktikanter, borgere i jobtræning e.l. havde deres daglige gang på stedet. Men det er det blevet.

- Jeg elsker at kæmpe for tingene. Og dét måtte jeg kæmpe for. Mange kunne ikke se, hvorfor vi skulle bruge tid og kræfter på dem, der ikke havde et arbejde. Så måtte jeg sige: Prøv nu at se nu hvor glade I er for at arbejde. Skulle vi ikke hjælpe nogle andre til at få den glæde? Vi skal ikke tabe mennesker på gulvet. Det kunne ligeså godt være én selv.


Børnebørn er ikke nok

Her efter 40 år er Marianne bestemt ikke på vej på pension, hvis nogen skulle spørge. Hun klør på nogle år endnu.

- Jeg er på 110 pct. når jeg er på arbejde, så jeg kan godt blive i tvivl om, jeg kan blive ved at magte det. Men jeg er vant til at have så aktivt et liv, så jeg tror ikke, at jeg går helt fra. Jeg har tre dejlige børnebørn, men dem kan jeg ikke bruge al min tid på. Jeg elsker at have dem, men det kan ikke give mig nok. Jeg skal udfordres lidt mere.

Marianne Rasmussen fejrer sit 40 års jubilæum på Plejehjemmet Falkenberg den 6. februar kl 14.30-17 – alle er velkomne.

Artiklen er udkommet i Helsingør Kommunes nyhedsbrev 'Helsingørs mange ansigter'. Tilmeld dig her.

Ændringer pga. Corona-virus
Vær opmærksom på, at dele af Helsingør Kommune ikke har normal drift pga. corona-virus.
Ændringer pga. Corona-virus