Holdtræningen, der kan fortsætte som normalt

Ruth, Nina og Grethe kan fortsætte deres holdtræning under Corona-krisen som normalt - den foregår nemlig i det virtuelle rum.

I pejsestuen på Montebello plejehjem står Lonnie Kjærgaard klar foran skærmen med headset på. ”Goddag alle sammen. Hvordan har I det?”

Hjemme i stuen sidder Nina, Ruth og Grethe klar til dagens virtuelle holdtræning. Efter lidt indledende småsnak - og udveksling af gode råd om træning - er deltagerne klar.

Hver onsdag træner de 45 minutter med faldkonsulent Lonnie Kjærsgaard, der guider dem gennem først opvarmning og siden øvelser, der kommer hele kroppen igennem. Holdet består normalt af fem faste deltagere.


Sætter pris på det normale

Den virtuelle holdtræning er en af de få tilbud i Helsingør Kommune, der stort set ikke bliver påvirket af Corona-krisen. 

Deltagerne er meget glade for, at træningen kan fortsætte, som den plejer her under Corona-krisen. Det er en af de få ting, der er normalt i deres hverdag, og det sætter mange pris på, fortæller Lonnie Kjærgaard.

For at passe på borgerne i denne tid kan den it-medarbejder, der er tilknyttet træningen, ikke køre ud og hjælpe med de tekniske udfordringer, der kan opstå. Og nye deltagere kan heller ikke starte op.

Den virtuelle træning ville ellers give mening for mange lige nu, så det er selvfølgelig rigtig ærgerligt. Men normalt fungerer it-supporten rigtig fint, siger Lonnie Kjærgaard.

Hjemmetræning for de motiverede

Den virtuelle træning er et tilbud, man kan visiteres til af kommunen, hvis det er vanskeligt at forlade hjemmet for at træne. 

Det kan være, at man har en syg ægtefælle, et dårligt hjerte eller dårlig lungefunktion. Men det er også vigtigt, at man er motiveret for at træne, hvis man vil være med – også til at lave øvelser selv et par gange om ugen, fortæller Lonnie Kjærgaard.

Når man starter op med den virtuelle træning, får man besøg af Lonnie samt en it-medarbejder, der installerer skærm, kamera osv. i hjemmet. I fællesskab sættes mål for træningen. Forløbet varer typisk 12 uger, med mulighed for forlængelse.

Jeg tester deltagerne engang imellem, og de er virkelig gode. Mange bliver faktisk bedre i forløbet. Og de er vilde med det. Det er skønt at opleve.

Hvis du vil vide mere om muligheden for at deltage i virtuel holdtræning, skal du kontakte Visitation og Forebyggelse i Helsingør Kommune. Men vent gerne et par måneder, da afdelingen oplever stor travlhed i denne tid.

 

Ændringer pga. Corona-virus
Vær opmærksom på, at dele af Helsingør Kommune ikke har normal drift pga. Corona-virus.
Ændringer pga. Corona-virus