Opdag naturen i Helsingør Kommune med www.udinaturen.dk

Mange fritidsaktiviteter er lukkede på grund af coronavirus, men naturen er åben som altid. Og nu bliver det endnu nemmere at tage på opdagelse i det fri

www.Udinaturen.dk, der er Danmarks samlede guide til oplevelser i naturen, er gået i luften i en ny og opdateret version. Helsingør Kommune har sammen med en række andre kommuner og organisationer bidraget til den nye guide.

På www.udinaturen.dk finder du inspiration til ture ud i naturen i hele Danmark - hvad enten du leder efter cykelruter, shelters eller skjulte naturperler. Alle oplysninger i guiden kommer fra en fælles friluftsdatabase, hvor alle kommuner kan uploade indhold om egne naturområder.

Her kan du begynde turen, hvis du vil finde et godt sted at gå en tur og trække frisk luft, spise mad i det fri eller overnatte under åben himmel. På udinaturen.dk får du konkrete oplysninger om fx vandreruter, information om hvor du må parkere og overnatte, og hvor der er et særligt godt sted at nyde en flot udsigt. Siden tilbyder også inspiration til ture og oplevelser, små som store, hvis du ikke ved, hvor du skal begynde din tur.

Lokale perler i Helsingør Kommune

Her i kommunen kan du for eksempel finde moutainbike-ruten i Teglstrup Hegn – eller tage på naturlegepladsen. Klikker du under ”Orienteringsløb”-fanen kan I finde poster i skovene. Under ”seværdigheder” også udsigtstårne og hundeskove og under ”praktisk” finder man kort over P-pladser samt turistinformation. Og vidste du, at der var fri teltning i hele Nyrup hegn? Find det på siden eller i kommunens egen billedfolder, der giver forslag til 14 oversete naturperler.

Gå til Helsingør-delen af www.udinaturen.dk

Se folderen med Helsingør Kommunes 14 skjulte naturperler

Coronavirus og færdsel i naturen

Man må gerne må være ude, så længe man holder afstand og følger anbefalingerne fra myndighederne til færdsel i det offentlige rum. Og tag dit skrald med hjem - vi er i øjeblikket ikke så mange til at tømme skraldespandene ved p-pladser, lejrpladser og stier.

Tip: Brug bagdøren. Find de mindre indgange til naturområderne, hvis der er mange mennesker ved de store indgange. På udinaturen.dk kan man se, hvor der er parkeringspladser rundt om naturområderne, og appen viser også alternativer i nærheden, hvis der er mange mennesker det sted, I oprindeligt havde udset jer.

 

Ændret drift grundet corona-virus
Vær opmærksom på at driften fortsat kan være ændret
Få overblikket over ændringer