Samtaler flyder bedre over en opvask

43-årige Maria Mølleskov Pedersen har siden hun var 18 år haft hjerte for børn og voksne, der har brug for ekstra støtte.

Som 18-årig begyndte Maria Mølleskov Pedersen som medhjælper i Team V, en specialafdeling for elever med indlæringsvanskeligheder, på Grydemoseskolen i Espergærde. Det gav så stor mening, at jobbet udviklede sig - med en merrituddannelse undervejs - til et arbejdsliv som socialpædagog i Helsingør Kommune.

Tilmeld mig nyhedsbrevet Helsingørs mange ansigter

I dag er hun hjemmevejleder og støtter udviklingshæmmede borgere under SPUC (SocialPædagogisk UdviklingsCenter) til en bedre og mere selvhjulpen hverdag. Til februar kan hun fejre 25 år i Helsingør Kommune.

Små skridt mod målet

Men hvad vil det egentlig sige at være hjemmevejleder? Maria forklarer: 

At være hjemmevejleder handler – ret enkelt - om at vejlede i hjemmet. Vi arbejder efter konkrete mål, som borgeren selv sætter sammen med sin socialrådgiver, fortæller Maria Mølleskov Pedersen.

X antal timer om ugen er det Marias vigtigste opgave at støtte borgeren til at nå sit mål. Og det kan være stort og småt i borgerens liv, som kræver opmærksomhed.

Det kan være, at en borger har brug for hjælp til at håndtere sin økonomi. Så starter vi fra bunden. Hvor mange penge har jeg, hvor mange bruger jeg og hænger det sammen. Det kan også være helt praktisk hjælp til, hvordan man hæver penge fra en bankautomat. Så går vi sammen ned og prøver det - og efter et par gange kan borgeren måske selv. Det er vigtigt, at der sker fremskridt, og derfor skal målene selvfølgelig være ambitiøse men også mulige at nå, siger Maria.

Vigtigt at kunne sadle om

Samtaler er det værktøj Maria bruger mest i sin hverdag. De kan foregå hjemme hos borgeren eller på SPUC, de kan foregå over en opvask eller ude i den friske luft med en kop kaffe. Det kan faktisk være nemmere at tale om noget svært, hvis man ikke hele tiden skal kigge hinanden i øjnene, fortæller Maria.

Jeg har haft mange virkelig gode samtaler med borgere over en opvask. Men samtaler kan udvikle sig så forskelligt og faktisk er det noget af det, jeg elsker mest ved mit job. Jeg kan godt møde ind med en agenda for, hvad vi skal tale om, men hvis borgeren fx går og grubler over en konflikt han har haft med en ven, så må vi tale om det, før vi kan tale om andet. Det gør, at man skal bruge sig selv og bevidst tune ind på det andet menneske. Og samtidig være tro mod sig selv og sine egne værdier. Det er svært, og det bliver man nok aldrig færdig med at øve sig på.

Struktur skaber overblik

Under samtalerne kan et af formålene også være at motivere den anden til at lave små ændringer i sit liv.

Hvis det fx er oprydningen, der volder besvær kan jeg finde på at spørge; hvornår kunne du forestille dig at du gik ned med skraldespanden? Kunne det være om mandagen? Godt så skriver vi det på en tavle og laver en struktur omkring det. Struktur har mange af vores borgere stor glæde af.

Maria har altid boet i Helsingør og er vild med byen, skoven, stranden og bare at være tæt på det hele. I fritiden er det hendes mand og tre børn på 19, 13 og 9, samt veninder og venner, der fylder – og så strikker hun usandsynlig meget. Den lækre bordeaux-røde sweater, hun har på her, er naturligvis hjemmestrikket.

Mere som dette? Tilmeld dig Helsingør Kommunes nyhedsbrev 'Helsingørs mange ansigter'

Ændringer pga. Corona-virus
Vær opmærksom på, at dele af Helsingør Kommune ikke har normal drift pga. corona-virus.
Ændringer pga. Corona-virus