Slotte og museer

Luk alle
Åben alle

Gys i kasematterne, glamour i de kongelige sale og en gåtur på voldene med udsigt over Øresund. Kronborg er en oplevelse i verdensklasse.

Hele verden kender Kronborg som "Hamlet's Castle" - eller "Elsinore Castle", som Shakespeare skrev: Omdrejningspunktet i Shakespeares udødelige skuespil om den unge danske prins, der stillede det store spørgsmål om at være eller ikke at være. Eller "to be or not to be", som Shakespeare formulerede det.

Men Kronborg er meget mere end en kulisse til et gammelt skuespil. Slottet er en del af verdenskulturarven og har spillet en afgørende rolle i danmarkshistorien med sin strategiske placering ud til Øresund. 

Det var kort sagt godt at have kanonerne fra Kronborg rettet mod de forbipasserende skibe, når der skulle kradses Sundtold ind.

Uhygge, hygge og smukke udsigter

I dag er Kronborg et "must" for mange turister, og slottet tager imod en kvart million besøgende om året. De kommer nok primært for at se Prins Hamlets slot, men de får også et prægtigt renæssanceslot med i købet sammen med tilhørende uhyggelige kasematter, hvor Holger Danske slumrer.

Og så kan det varmt anbefales at gå en tur på voldene, hvor der er kanoner, picnicsteder og legeplads - og selvfølgelig en fantastisk udsigt til Øresund og Sverige.

Husk også at gå helt ud for enden af Nordre Mole, hvor du kan komme tæt på Rudolph Tegners skulptur 'Herakles og Hydraen' og få et perfekt kig ind over Helsingør.

Læs mere på kronborg.dk

Oplev det prisbelønnede søfartsmuseum, der ligger under havets overflade i Kulturhavn Kronborg.

Følg de skrånende broer ned til den gamle tørdok og træd ind i et underjordisk museum, tegnet af det verdenskendte arkitektfirma BIG, Bjarke Ingels Group.

Inde i det spektakulære bygningsværk folder historien om Danmark og landets imponerende søfartshistorie sig ud.

Gå under jorden på M/S Museet for Søfart

Her kan store og små boltre sig blandt flyvemaskiner og robotter - og blive klogere samtidig.

Inde bag de store, grå mure på Fabriksvej folder teknikkens verden sig ud, så den er til at tage at føle på. 

Her kan alle med hang til hestekræfter, maskiner og elektronik boltre sig blandt gamle brandbiler, monstrøse dampmaskiner og antikverede kommunikationsformer som skrivemaskiner, telegrafer og fastnettelefoner.

Læs mere på teknisk museum.dk

Midt i Helsingørs velbevarede bymidte ligger museet, der kan sætte historien i perspektiv.

En tur igennem Bymuseet er en tur igennem Helsingørs historie som købstad. Museet kan fremvise tusindvis af historiske fund og kuriositeter lige fra sværd og mønter til skibstømmer og gamle kornvægte fra Sundtolddagene.

En af de mest iøjnefaldende udstillinger er miniaturemodellen af byen, som den så ud i 1801. 75 procent af husene fra dengang er i øvrigt stadig at finde i dag, hvis man går en tur rundt i byen.

Læs mere om Helsingør Bymuseum

Bliv klogere på, hvordan Sundtolden har formet Helsingør og få et indblik i søfartsfolkets liv.

Sundtolden har været altafgørende for Helsingør og gjorde i en periode byen til landets tredjestørste by efter København og Malmö.

I Helsingørs bedst bevarede købmands- og skibsklarerergård i Strandgade 91 folder den historiske sundtoldstid sig ud, samtidig med at du kan få en fornemmelse af søfartsfolkets liv i huset.

Kig ind i skipperstuen eller shop a la 1820 i den tilhørende provianteringsforretning.

Læs mere om Skobsklarerergaarden

Værftsmuseet fortæller om Helsingør Skibsværft, der i mange år var byens omdrejningspunkt.

Værftet var hovedmotoren i det ny Helsingør efter sundtoldstiden og sikrede tusinder af familier deres levebrød - og skattekroner til byen.

Værftsmuseet holder naturligvis til i de gamle værftsbygninger, lige ved Kulturværftet, og er i dag en del af Kulturhavn Kronborg.

Læs mere om Værftsmuseet

Kom helt tæt på livet i Øresund i Øresundsakvariet. 

Hver sommer står den på hval-ture, når Øresundsakvariet sætter gummibåden i vandet og sejler ud for at møde Danmarks lille hval, marsvinet.

Der er også masser af liv i Vandlaboratoriet på Helsingør Nordhavn, hvor du bl.a. kan fange krabber.

Resten af året foregår de fleste aktiviteter inden for i akvariet på Strandpromenaden 5 i Helsingør, et ankerkast fra Kulturhavn Kronborg.

På Øresundsakvariet kommer du helt tæt på mange af de dyr, der holder til under bølgerne i Øresund. I rørebassinet kan du stikke hænderne ned til krabber, søstjerner og fladfisk, hvis du tør.

Øresundsakvariet er en del af Marinbiologisk Sektion på Biologisk Institut på Københavns Universitet.

Læs mere på oresundsakvariet.dk

Hverdagens lyde og bekymringer er forment adgang i et af Nordeuropas bedst bevarede klostre.

I 1430 gav Erik af Pommern karmelitermunke lov til at opføre en kirke og et kloster i byen. Det første byggeri brændte dog ned i 1450, og det nuværende klosterkompleks stod færdigt i 1500.

I dag, godt 500 år senere, er Karmeliterklosteret - eller Vor Frue Kloster, som det også hedder, åbent for alle.

Åben for indtryk

Søg indad og find tid til fordybelse, når du går en tur rundt i den atmosfærefyldte klostergang med udsigt til den idylliske klosterhave.

Eller kig inden for i den tilhørende Sct. Mariæ kirke med de finurlige kalkmalerier og det smukke orgel, som den verdensberømte danske komponist, Diederich Buxtehude, foldede sig ud på som organist i 1660-1668, inden udlandet kaldte.

Læs mere på sctmariae.dk

Helsingør Kommune

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-Mail: info@helsingor.dk