Med fritidsjobbere får din virksomhed ny energi, nysgerrighed og villighed til at lære. De unge er fleksible og kan arbejde i de timer, hvor I har mest brug for ekstra hænder.
Ved at ansætte unge i fritidsjob tilbyder I et vigtigt første møde med arbejdsmarkedet og en værdifuld læring om at tage ansvar, indgå i et fælles - skab og tjene sine egne penge. Det giver en stærk ballast i forhold til valg af uddannelse og jobvej, som alt for mange unge mangler i dag. Samtidig får I som virksomhed en frisk arbejdskraft til en overkommelig lønudgift, der kan hjælpe med de basale opgaver, så de fuldtidsansatte kan fokusere på de mere specialiserede opgaver.
Typisk kan fritidsjobbere hjælpe med: kasse- og kundebetjening, vareopfyldning, oprydning, rengøring, indkøb, opdækning, pakkearbejde, arkivering, optælling, sortering og enkle produktionsopgaver mv. Der gælder særlige regler for unges vilkår og arbejdsmiljø (specielt i forhold til arbejdstid, maskiner, kemikalier, løft, udskænkning etc.), som dog er lempet i 2026 for at lette de unges adgang til arbejdsmarkedet - læs mere på www.jobpatruljen.dk
Løn til fritidsjobbere bliver normalt fastsat gennem overenskomst, men hvis din virksomhed ikke har overenskomst, forhandles lønnen med fritidsjobberen. Det forventes dog, at lønnen ligger op ad overenskomsterne og markedsvilkårene. Typisk vil lønnen ligge på 60-90 kr. i timen.
Nyt i 2026 - intet AM-bidrag og automatisk frikort
Fra 1. januar 2026 bliver unge under 18 år fritaget for at betale arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag) og får udbetalt hele deres løn uden det sædvanlige fradrag på 8%, så længe de holder sig under deres frikortsgrænse. Derudover får alle unge nu automatisk oprettet et frikort allerede fra det år, de fylder 13 år (tidligere var det 15 år).