Seniorliv

Mindesten shinet op i anledning af 80-året for befrielsen

28-04-2025

NSPV har været i gang med at shine mindesten op forud for fejringen af 80-året for Danmarks befrielse.

Mindestenen for H.C. Thomsen står på Strandvejen ud for det sted, hvor Snekkersten Kro lå under besættelsen.

Søndag den 4. maj er det 80 år siden, Danmark blev befriet efter fem års tysk besættelse. Det bliver markeret med en lysfest i Helsingør.

80-året har også været anledning til, at NSPV har shinet flere mindesten i lokalområdet op. Bl.a. den store mindesten, som står på Strandvejen ved Kystens Perle i Snekkersten. Stenen er rejst for kroejer Henry Christian Thomsen og hans arbejde for modstandsbevægelsen under Danmarks besættelse i 1940-1945.

I marts 1943 købte H.C. Thomsen Snekkersten Kro, som han drev sammen med sin hustru. Kroen blev hurtigt et samlingspunkt for både lokale og modstandsfolk - og lagde lokaler til organiseringen af de illegale transporter af flygtninge til Sverige.
Modstandsgruppen ’Syklubben’, som sidste år fik en mindeplade i Stengade, var den største og bedst organiserede af de grupper, som kom på kroen.

Arresteret

H.C. Thomsen blev en særdeles vigtig person for modstandsbevægelsen og deltog i adskillige transporter med fiskerbåde over Øresund fra begyndelsen af september 1943, før jødeforfølgelserne begyndte.

På kroen blev mange transporter til Sverige planlagt lige for næsen af Gestapo, som også holdt til i krostuen. Gestapo opholdt sig i den ene ende af kroen og Syklubbens medlemmer i den anden.

Den 10. august 1944 blev to unge modstandsfolk likvideret af Gestapo nær Snekkersten Kro, efter at en stikker havde overhørt en telefonsamtale på kroen. Samme dag blev Thomsen arresteret og senere overført til Frøslevlejren og derefter til koncentrationslejren Neuengamme i Tyskland, hvor han døde den 4. december 1944.

Efter krigen blev der den 4. september 1946 – på treårsdagen for hans første transport af flygtninge - rejst en mindesten for Thomsen over for Strandvejen 130, hvor Snekkersten Kro lå - og Hotel Kystens Perle blev opført. efter at kroen brændte i 1950.

NSPV har gjort alting pænt omkring mindestenen på Strandvejen.

Følg med i de seneste nyheder