Merudgifter til deltagelse i tilbud

Helsingør Kommune har mulighed for at bevilge dig op til 1.000 kr. om måneden i merudgiftsgodtgørelse, hvis du deltager i virksomhedspraktik, nytteindsats eller vejledning og opkvalificering. Du kan herunder læse mere om betingelserne for at få merudgiftsgodtgørelse.

Helsingør Kommune kan efter § 176 i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats bevilge dig op til 1.000 kr. om måneden i merudgiftsgodtgørelse, hvis du deltager i virksomhedspraktik, nytteindsats eller vejledning og opkvalificering. Det er en betingelse, at du er omfattet af personkredsen for merudgiftsgodtgørelse - herunder deltager i ressourceforløb. Merudgiftsgodtgørelsen skal helt eller delvist dække de udgifter, som du har på grund af deltagelsen til det beskæftigelsesrettede tilbud og kan maksimalt udgøre 1.000 kr. brutto om måneden.

Merudgiftsgodtgørelsen kan dække udgifter til transport for de første 24 km. Har du udgifter til transport udover 24 km., kan du søge om befordringsgodtgørelse efter § 175 i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Merudgiftsgodtgørelsen kan fx også dække udgifter til arbejdstøj. Som udgangspunkt bevilges arbejdstøj dog efter §172 i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, da arbejdstøj opfattes som et hjælpemiddel, der er nødvendigt for at kunne deltage i tilbuddet.

Retningslinjer for bevilling af merudgiftsgodtgørelse efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsat § 176

  • Merudgiftsgodtgørelsen bevilges skønsmæssigt, og der kan ikke kræves dokumentation for, hvad du bruger godtgørelsen på.
  • Merudgiftsgodtgørelsen er forudbetalt.
  • Merudgiftsgodtgørelse til arbejdstøj kan kun udbetales til arbejdstøj, der af sikkerhedsmæssige årsager er nødvendige for at deltage i tilbuddet, og som ikke indgår i beklædningsordningen for tilbuddet.
  • Har du mindre end 6 km hver vej, bevilges som udgangspunkt ikke merudgiftsgodtgørelse til transporten. Der kan dog undtages herfra ud fra en konkret og individuel vurdering, herunder fx hvis du af helbredsmæssige grunde ikke kan transportere dig på cykel.
  • Hvis du har 6-12 km mellem din bopæl og tilbudssted, udbetales merudgiftsgodtgørelse svarende til udgiften til den billigste rejsemåde (offentlig transport) – dog maksimalt 1.000 kr. brutto om måneden.
  • Hvis du uden rimelig grund udebliver fra dit tilbud, kan der foretages forholdsmæssigt fradrag i merudgiftsgodtgørelsen.

 

 

 

Center for Job, Borgerservice og Teknologi

Birkedalsvej 27
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28