Etabler eller ændr din indkørsel

Du skal søge Helsingør Kommune om tilladelse, hvis du vil etablere, ændre eller flytte en indkørsel til din grund fra en offentlig vej eller privat fællesvej. Det gælder også, hvis du vil etablere en adgang for gående.

Før du søger om tilladelse

  • Du skal have en skitse klar, inden du søger. Skitsen skal vise overkørslens placering og mål.
  • Hvis du søger på vegne af en anden, skal du også have en fuldmagt.

Søg om tilladelse til at etablere eller ændre en indkørsel

Sådan vurderer vi din ansøgning

Når vi behandler din ansøgning, vurderer vi, om indkørslens placering og udformning er trafiksikker og lever op til eventuelle bestemmelser i lokalplanen.

Vi ser blandt andet på oversigtsforhold, vejens udformning, afvanding, fartdæmpere, vejafmærkning og belysning.

Som udgangspunkt vurderer vi ansøgningen efter disse hensyn:

  • Antal og bredde: Du kan som udgangspunkt få tilladelse til én indkørsel på 3-3,5 meter i bredden målt ved skel. I særlige tilfælde kan vi tillade en bredde på op til 5 meter, hvis trafikforholdene tillader det.
  • Afstand til naboskel: Vi anbefaler en afstand på mindst 0,3-0,5 meter til naboskel af hensyn til blandt andet hegn og installationer.
  • Parkering på egen grund: Du er selv ansvarlig for, at der er tilstrækkelig plads til parkering og manøvrering på din grund.
  • Placering: Indkørslen skal placeres med passende afstand til blandt andet lygtepæle, brandhaner og elektriske installationer.

Vi vurderer hver ansøgning individuelt og forsøger af hensyn til trafiksikkerheden at begrænse antallet og bredden af indkørsler.

Når du har fået tilladelse

Når du har fået tilladelse, kan du få en entreprenør til at udføre arbejdet. Arbejdet skal udføres som beskrevet i tilladelsen.

Helsingør Kommune kan vejlede om, hvad arbejdet indebærer, men vi kan ikke anbefale bestemte entreprenører.

Når arbejdet er færdigt

Du skal færdigmelde arbejdet til Helsingør Kommune, når indkørslen er etableret eller ændret. Herefter besigtiger vi indkørslen for at kontrollere, at arbejdet er udført i overensstemmelse med tilladelsen.

Hvis arbejdet ikke bliver færdigmeldt eller godkendt, kan tilladelsen udløbe. Det vil altid stå i din tilladelse, hvornår den udløber.

Færdigmeld din overkørsel

Center for By, Land og Vand

Stengade 59 
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk - undlad at skrive følsomme personoplysninger, da din henvendelse kan blive gjort offentligt tilgængelig.