Forslag til ”Kommuneplantillæg 18 Fiolgade” og forslag til ”Lokalplan 1.193 for Skolehjem i Fiolgade 15”

02-03-2026

Den nye planlægning har til formål at muliggøre opførelse af nye bygninger til ungdomsboliger med tilhørende kvalitetsprægede udearealer, der er tilpasset den bymæssige sammenhæng. Den eksisterende bygning på ejendommen bevares og indgår som en del af det samlede byggeri.

Offentliggjort den 2. marts 2026

Beslutning om udsendelse i høring

Byrådet i Helsingør Kommune besluttede den 23. februar 2026 at sende forslag til ”Kommuneplantillæg 18 Fiolgade” og forslag til ”Lokalplan 1.193 for Skolehjem i Fiolgade 15” i offentlig høring.

Beslutningen kan ses i referatet fra mødet

Kommuneplantillæggets indhold

Rammeområdet 1.C5 ligger i kanten af Helsingørs historiske bykerne. Området er præget af ældre bevaringsværdige bygninger i varierende højder og arkitektoniske udtryk.  

Tillægget muliggør opførelsen af ungdomsboliger samt fjerner bestemmelsen om, at parkering skal etableres under terræn. 

Tillægget udspecificerer områdets specifikke anvendelse til foruden bymidte også at omfatte boligområde, kontor- og serviceerhverv, område til offentlige formål og uddannelsesinstitutioner.

Bebyggelsesprocenten på 100 ændres fra at gælde for området som helhed til at gælde for den enkelte ejendom. 

Tillægget indeholder bestemmelser, der regulerer, at områdets kulturmiljøværdier og arkitektoniske kvaliteter skal sikres gennem et sæt af bebyggelsesregulerende bestemmelser, og at nedrivninger, ombygninger eller andre ændringer af bygninger kun må ske med Byrådets særlige tilladelse af hensyn til bydelens bevaringsværdige karakter. 

Læs forslag til ”Kommuneplantillæg 18 Fiolgade” inkl. miljøvurdering og afgørelse 

Lokalplanens indhold

Forslag til ”Lokalplan 1.193 for Skolehjem i Fiolgade 15” omfatter et område i kanten af Helsingørs historiske bykerne på 1500 m2. Området er præget af ældre bevaringsværdige bygninger i varierende højder og arkitektoniske udtryk.  

Lokalplanen er en detaljeret projektlokalplan, der fastsætter bestemmelser for bygningernes facadeudtryk og volumen samt udearealer, så projektet indpasses i den bymæssige sammenhæng, herunder det omkringliggende kulturmiljø. Planen skal muliggøre, at der kan opføres nye bygninger i forbindelse med den eksisterende bygning som transformeres.

Lokalplanområdet er påvirket af virksomhedsstøj fra Helsingør Bycenter. Lokalplanen fastlægger bestemmelser som sikrer, at miljøstyrelsens grænseværdier for støj kan overholdes på områder, der udlægges til støjfølsom anvendelse. 

Lokalplanen afløser delvist ”Lokalplan 1.066 - Nyt bykvarter på Stürups Plads” fra 1993. 

Læs forslag til ”Lokalplan 1.193 for Skolehjem i Fiolgade 15” inkl. miljøvurdering og afgørelse  

Høringsfristen er den 27. april 2026

Helsingør Kommune opfordrer alle med interesse i sagen til at fremsende indsigelser, bemærkninger og ændringsforslag i høringsperioden, der løber fra den 2. marts 2026 til og med den 27. april 2026.

Indsend og se høringssvar

Du kan indsende dine indsigelser, bemærkninger og ændringsforslag til planforslagene til og med den 27. april 2026. Det kan du gøre via linket til lokalplanen og/eller via linket til kommuneplantillægget.

Bemærk at du i høringsperioden samme sted løbende kan se de indkomne høringssvar.

Høringssvarene opbevares af Helsingør Kommune og indgår i Byrådets endelige behandling af planerne.

Retsvirkninger

Når et lokalplanforslag er offentliggjort, gælder det, at ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke må bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold. Det gælder indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort og højst i et år efter forslagets offentliggørelse jf. Planlovens § 17, stk. 1 og 4.

Efter udløbet af indsigelsesfristen kan byrådet dog tillade, at en ejendom bebygges eller udnyttes i overensstemmelse med forslaget jf. forudsætningerne i Planlovens § 17, stk. 2 og 3.

For forslag til kommuneplantillæg gælder der ikke midlertidige retsvirkninger. Du kan læse om Kommuneplanens retsvirkninger i vores digitale kommuneplan: Link til Digital Kommuneplan

Afgørelser efter Miljøvurderingsloven

Helsingør Kommune har gennemført screening for krav om miljøvurdering af planforslagene i henhold til Miljøvurderingsloven og har derefter truffet afgørelse om, at planlægningen ikke vil have en væsentlig indvirkning på miljøet, og at der derfor ikke gennemføres en miljøvurdering af planforslaget. Begrundelser herfor kan ses i afgørelsen.

Screeninger for krav om miljøvurdering og afgørelserne fremgår af planforslagene.

Afgørelserne kan påklages til Planklagenævnet.

Afgørelserne med information om klagefrist samt klagevejledning er offentliggjort den 2. marts 2026 på Helsingør Kommunes hjemmeside: Link til oversigt over afgørelser på helsingor.dk

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til sagen, er du velkommen til at kontakte:

Susanne Eriksen
E-mail: ser53@helsingor.dk
Telefon: 49 28 24 96

Justyna Sadowa
E-mail: jussa@helsingor.dk
Telefon: 49 28 24 28

Høringsfrist

27. april 2026

Center for By, Land og Vand

Stengade 59 
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk - undlad at skrive følsomme personoplysninger, da din henvendelse kan blive gjort offentligt tilgængelig.