Joan Madsen er i dag 68 år og uddannet pædagog. Men da hun var 17, var drømmen at arbejde med regnskaber og tal - og blive revisor. Det ændrede sig dog, da en veninde opfordrede hende til at blive medhjælper i en institution på Vapnagård, netop som hun havde afsluttet folkeskolen. Det kunne man dengang.
- Jeg betragtede i begyndelsen medhjælper-jobbet som midlertidigt men fandt hurtigt ud af, hvor spændende det var at arbejde med børn og følge deres udvikling. Jeg havde især et godt tag på de mindste børn og fik lov at stå for en stue selv, selvom jeg var helt ung og ingen uddannelse havde. Og pludselig var der gået syv år, fortæller Joan.
Tung teori
Et kærligt puf fra ledelsen sendte hende i retning af småbørns-seminariet, som det hed. Det blev en omvæltning, da den tunge teori fyldte det meste - og den praktiske del meget lidt.
- De pædagogiske teorier i start 80’erne handlede om, at en stram struktur og faste rammer om børnene var det, der skulle til. Det var jeg lidt modstander af. For jeg havde en praktisk erfaring med mig, som viste noget andet.
For Joan er det vigtigt at følge barnets spor. Også selvom hverdagen i institutionerne er meget styret af faste rammer, skemaer, struktur og læreplaner. Så er barnets behov i centrum.
- Børnene skal føle sig trygge, og vi skal være der for dem. Det er det vigtigste.
Værdierne er de samme
Joan har altid været glad for at gå på arbejde i Børnehuset Hallandsgården, som hun lærte at kende første gang i sin praktikperiode.
- Hallandsgården er et godt sted at være, og jeg har de bedste kolleger. Selvom meget har forandret sig, er værdierne de samme. At holde fokus på barnet, omsorgen for barnet og altid at tage udgangspunkt i det enkelte barn.
Og hun har ingen planer om at gå på pension lige foreløbig.
- Jeg fik en ny hofte i 2019, og det tog tid at komme oven på, men nu er jeg tilbage for fuld skrue, og jeg har ingen planer om at stoppe, selvom jeg bliver 68 i denne måned, lyder det.
Når hun en dag stopper i Hallandsgården, er drømmen at fortsætte arbejdet med børnene på deltid og blive tilknyttet et barn med udfordringer som en ekstra ressourceperson.
- Tænk at have tid og mulighed for at arbejde tæt med et udadreagerende barn og hjælpe det til at finde roen. Det kunne jeg godt tænke mig.
Nyt stof
Som praktikvejleder er Joan nødt til at sætte sig ind i nyt stof, og det nyder hun.
- Det betyder, at jeg holder mig vedlige rent fagligt, hele tiden får nye input og følger med i nye bekendtgørelser og retningslinjer. Og så giver det mange spændende snakke med både praktikanter og kolleger om vores fag.
I fritiden er det familien og de fire børnebørn, der er i fokus. Men også her bruger Joan sig selv professionelt.
- At se det aftryk jeg sætter på rigtige, levende mennesker, om det så er mine børnebørn eller børnene her i huset. At se den udvikling, motorisk og sprogligt, der kan ske med et barn på kort tid, hvis man skaber de rigtige forudsætninger. Det er min motivation og grunden til, at jeg nok ikke skulle være revisor alligevel. Jeg elsker mit arbejde, smiler Joan.
Joan bor i Ålsgårde med sin mand. Hun har to børn og fire børnebørn.
I begyndelsen af september bliver Joans 40 års jubilæum fejret ved en lille reception i Børnehuset Hallandsgården.