Borger

Marianne og Rikke er frivillige i blåstemplet økonomi- og gældsrådgivning: - Det er glædeligt at kunne hjælpe

05-12-2024

I Frivilligcenter Helsingør sidder ti rådgivere klar med råd og vejledning, hvis du har spørgsmål til din økonomi eller gæld.

Marianne Bach Jensen og Rikke Liebman er to ud af i alt ti rådgivere i Frivilligcenter Helsingørs Økonomi- og Gældsrådgivning, der hvert år hjælper omkring 200 af kommunens borgere.

Om onsdagen er der gang i Frivilligcenter Helsingør. Telefonerne ringer, og borgerne træder ind ad døren en efter en. De kommer alle for at få gode råd og vejledning i centrets Økonomi- og Gældsrådgivning.

Nogle kommer for første gang, andre for anden eller tredje. Her er der nemlig ingen øvre grænse for, hvor meget rådgivning en borger kan modtage.

Blandt de i alt 10 rådgivere er Marianne Bach Jensen og Rikke Liebman. De har denne onsdag igen delt ud af deres viden om budgetter, gældssanering og ansøgninger om folkepension – som de gør det helt frivilligt uge efter uge.

Det er virkelig dejligt at kunne hjælpe de mennesker, der kommer ind her med udfordringer og spørgsmål. Nogle gange tager vi imod borgere, der virker nedtrykte og opgivende, men som alligevel ender med at gå herfra med et smil og et ’tak for hjælpen’," siger Marianne, der indskyder, at det er det hele værd.

En vifte af kompetencer

Selv er Marianne finansuddannet, mens Rikke har en baggrund som bogholder og tandlæge. Andre af tilbuddets rådgivere har en baggrund som socialrådgiver,  jurist, revisor, økonom eller cand.polit.

De bliver alle løbende uddannet i den faglige tilgang og metode, fx rådgivningsteknikker, og så er de gode til at dele erfaringer indbyrdes og lære af hinandens forskellige kompetencer.  

Rådgivningen her er virkelig godt struktureret, og man opnår en masse viden ved at være en del af fællesskabet. Det gør det virkelig godt – og er grunden til at mange af os rådgivere bliver ved med at være her," fortæller Rikke, der har været en del af tilbuddet siden 2019.

To rådgiver, en time

At supplere hinandens kompetencer går igen i måden, rådgivningen er opbygget. Der er altid to rådgivere til stede, når der holdes et møde med en borger.

En af rådgivningens koordinatorer har ud fra en indledende telefonsamtale med borgeren vurderet, hvilken sammensætning af rådgivere, der er det bedste match – så borgerens behov i største omfang bliver imødekommet.

Vi kommer jo med noget forskelligt og ved at være to rådgivere på, sikrer vi en høj kvalitet i rådgivningen," siger Marianne.  

Der er altid afsat en time per rådgivning. På den måde er der oftest god tid til også lige at lære borgeren at kende – noget der er rigtig vigtigt i Marianne og Rikkes arbejde.

Jeg vil faktisk sige, at det er det allervigtigste – at møde borgerne, der hvor de er, og skabe en fornemmelse af, hvilken situation borgeren er i. Det giver de bedste forudsætninger for en god rådgivning," forklarer Rikke, mens Marianne supplerer:

"Og er en time så ikke nok, så aftaler vi en ny tid. Det er det, der er så fint ved det her tilbud – at det ikke er begrænset af tid og økonomi. Det er ganske gratis, og vi tager den tid, der er brug for."

Ring endelig

Selvom det kan være følsomt at tale om sin økonomi, og borgeren måske er i tvivl om, hvorvidt rådgivningen kan hjælpe med netop den udfordring, borgeren står med, så har Marianne og Rikke det helt klare budskab, at man altid endelig bare skal ringe.

Vi vil altid gerne lytte, og vurderer vi, at vi ikke er de rette til opgaven, så henviser vi altid borgeren videre. Alle her har tavshedspligt, så ingen andre end os ved, hvilke udfordringer borgeren har. Vi er også uafhængige af kommunen, og vi giver ikke socialrådgivere i kommunen eller andre besked. Det er vigtigt for os at fastslå," siger Rikke.

"Ja, særligt fordi mange venter længe med at kontakte os af forskellige årsager, og tit kan det gøre udfordringer større. Endelig bare ring, så skal vi gøre, hvad vi kan for at hjælpe," understreger Marianne.

En anerkendelse

Den store faglighed, engagementet og grundigheden i Økonomi- og Gældsrådgivningen blev for nylig blåstemplet, da tilbuddet opnåede akkreditering hos RådgivningsDanmark – noget kun fem-seks procent opnår i første hug.

Det er vi meget stolte over. Det viser jo, at vi faktisk har et rigtig godt tilbud," siger Marianne.

Den glædelige følelse deler også frivilligcentrets leder Trine Zørn:  

Det er da et kvalitetsstempel, der viser, at vi giver valid og grundig rådgivning, og at vi formår at sætte borgeren i centrum. Det glæder mig utrolig meget, og jeg synes simpelthen, at det er så flot, at et tilbud drevet af frivillige kan opnå det."

For at blive akkrediteret er rådgivningen blevet vurderet ud fra en lang rapport, der følger RådgivningsDanmarks kvalitetsmodel. Den har desuden skullet bevise, at der er sammenhæng mellem teori og praksis, og at de borgere, der kommer, får kvalificeret rådgivning af høj faglighed.

Borgerne kan stole på den rådgivning de får gratis her. Det synes jeg, den her akkreditering vidner om," lyder det fra Rikke.  

Fakta

  • Frivilligcenter Helsingørs Økonomi- og Gældsrådgivning hjælper årligt omkring 200 borgere.
  • Rådgivningen er gratis og er for alle, der er fyldt 18 år og som er bosiddende i Helsingør Kommune.
  • Rådgivningen er drevet af frivillige kræfter.
  • Har du spørgsmål til rådgivningen kan du kontakte dem på 49 21 50 60.
  • Læs mere om Økonomi- og Gældsrådgivningen på frih.dk

Følg med i de seneste nyheder