Seniorliv

Malous mission er at tiltrække og tilknytte medarbejdere

21-02-2024

Malou Frische er specialkonsulent i Center for Sundhed og Omsorg og arbejder for at sikre tilstrækkeligt med medarbejdere i ældreplejen.

Det er ikke nogen lille opgave, Malou Frische har været på, siden hun begyndte som specialkonsulent i Center for Sundhed og Omsorg for et år siden. Hun arbejder på at sikre, at kommunen kan tiltrække tilstrækkeligt med medarbejdere til ældreplejen – og at de ansatte har lyst til at blive inden for kommunen.

Malou vil gerne bidrage til, at Helsingør er en kommune, hvor medarbejderne har lyst til at være en del af arbejdsfællesskabet - og at de bevidst vælger kommunen til.

Det handler rigtig meget om at føle sig godt taget imod. Både med alt det praktiske, og at nogen har tid til at tage ordentligt imod én," fortæller Malou Frische.

Det har været vigtigt for Malou at ’tage temperaturen’ på, hvordan det står til på de forskellige arbejdspladser på Sundhed og Omsorgs område. Derfor tager hun rigtig meget ud i de forskellige enheder og taler med kollegerne. Både nye medarbejdere og ledere.

Hun har bl.a. fulgt nye medarbejdere på deres vej ind i hjemmeplejen – for ved selvsyn at opleve de knaster, de kan støde på. De nye medarbejdere er kommet med feedback, og det har været med til at ændre på nogle ting, bl.a. oplæringen af nyansatte. Tidligere kørte der undervisning fra kl. 8-15 – men nu er emnerne tematiseret og delt op i blokke - og passer bedre ind i hverdagen. Samtidig er der indført en mentor og buddy-ordning, hvor nye medarbejdere blandt andet får en mere erfaren medarbejder at følges rundt med.

Læs også: Hjemmeplejen har fokus på at få nye medarbejdere godt om bord

Trivsel og arbejdsglæde

Det handler ikke kun om at få medarbejderne godt i gang med deres arbejdsliv i Helsingør Kommune. De skal også gerne have lyst til at blive i kommunen længe, og her er der fokus på trivsel og arbejdsglæde.

Malou Frische har bl.a. været involveret i et projekt på HRT, Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter, hvor 80 medarbejdere skulle lære at arbejde sammen på kryds og tværs efter flytningen til Sundhedshuset i januar 2023.

Igennem samtaler fik vi sat lys på, hvilke områder der var nødvendige at sætte fokus på: Trivsel, faglighed og vagtplaner. Og det gav noget konkret for medarbejdere og leder at arbejde med,” fortæller hun.

Malou har også været på Plejehjemmet Grønnehaven. Her havde en gruppe nyansatte sygeplejersker brug for sparring til bl.a. at definere deres egen rolle som sygeplejerske - og deres rolle i forhold til de andre faggrupper på plejehjemmet.

For dem var det nyt at være sygeplejerske på et plejehjem, og de havde behov for at få sat ord på, hvad forventningerne var til dem og deres rolle på fx triage-møder," fortæller Malou.

Fælles introdag 

Efter et år i stillingen er hun ved at have sat nogle ting på formel. Blandt andet er kommunen i gang med at sætte onboardingprocessen i system. Lederen får påmindelser om at huske alle de ting, som nye medarbejdere skal præsenteres for i de første seks måneder af deres ansættelse i kommunen. Her har Malou en central rolle i implementeringen.

Et andet nyt tiltag er en fælles introduktionsdag for alle nyansatte i Sundhed og Omsorg. Her møder de nye medarbejdere bl.a. ledere, tillidsfolk og arbejdsmiljørepræsentanter.

Her får de også nogle relationer på tværs af kommunen, bl.a. når de spiser frokost sammen i Sundhedshusets kantine. Det er vigtigt, at de hurtigt kommer til at føle sig som en del af en større helhed," siger Malou.

Endnu en ting, som er sat i system, er arbejdet med kompetenceprofiler. Alle medarbejdere får kortlagt deres kompetencer. Det gør det meget nemmere at tale om, hvilken efter- eller videreuddannelse der kan være relevant. Til den årlige MUS-samtale er kompetenceprofilen også basis for en snak om en videre karrierevej i kommunen.

Skal vi holde på kollegerne i mange år, er det vigtigt, at man ser sig selv i en udvikling. Der skal være mulighed for at efteruddanne sig og opnå flere kompetencer inden for faget, og det der har ens interesse," siger Malou.

Et mellemledernetværk, som er for dem, der leder både opad og nedad, er også i støbeskeen. Igen handler det om relationer på kryds og tværs.

 Malou er ikke et øjeblik i tvivl om, at jobbet i Sundhed og Omsorg er det rigtige for hende.

Det er meget frit. Opgaverne er mange og nye, metoderne til at løse dem er mangeartede, og jeg har frihed til, hvordan jeg løser dem. Mit netværk i kommunen er blevet stort, og det giver mig et godt indblik i, hvordan den enkelte enhed skal have hjælp til at løse opgaverne. Det er sjovt og spændende, og samtidig har jeg en god fornemmelse af, at jeg bidrager til at gøre en forskel," slutter hun.

Om Malou Frische

  • Uddannet sygeplejerske
  • Har bred ledelseserfaring som bl.a. chefsygeplejerske og plejehjemsleder
  • Har været i Helsingør Kommune siden 1. februar 2023
  • I den tid, hun har været ansat, er Helsingør Kommune gået fra 25 fratrædelser inden for fagene sosu-hjælper, sosu-assistent, sygeplejerske og terapeut i juli 2023 til 10 fratrædelser inden for de samme fag i januar 2024

Følg med i de seneste nyheder