Seniorliv

Palle fik god hjælp til at klare sig selv

21-02-2024

Da Palle Murmann kom hjem efter en stomi-operation, fik han hjælp i hjemmet af kommunens nye udekørende rehabiliteringsteam.

Den 1. september sendte Helsingør Kommune sit nye udekørende rehabiliteringsteam på gaden. Teamet består af en række medarbejdere med forskellig faglig baggrund. I samarbejde sikrer de borgerne en helhedsorienteret indsats, som hurtigt gør dem så selvhjulpne som muligt efter fx en sygdomsperiode eller skade.

Midt på efteråret fik 78-årige Palle Murmann fra Kvistgård brug for hjælp fra det udekørende rehabiliteringsteam (URT). Palle Murmann er blevet opereret i maven efter et kræftforløb og har fået stomi. Og han var knap nået hjem fra hospitalet, hvor han havde været indlagt i 10 dage, før en medarbejder fra URT stod i entreen.

Vi blev en smule overrumplede, for vi vidste ikke, at der ville komme nogen så hurtigt. Men hun var flink og venlig," fortæller Palle Murmann.

Han og hans kone Åse talte med medarbejderen om, hvad Palle havde brug for hjælp til. Og de blev enige om, at han udelukkende havde behov for assistance til at sikre, at stomien var i orden, og at der ikke gik betændelse i operationssåret.

Jeg lærte hurtigt at skifte stomiposen selv, men det var en stor tryghed, at der kom en medarbejder fra kommunen og sikrede, at alt var i orden," siger Palle Murmann.

Besøg hver uge

Han fik besøg fra URT én gang om ugen og har kun ros til overs for de medarbejdere, han stiftede bekendtskab med. Der kom fem-seks forskellige i løbet af de små tre måneder, Palle var tilknyttet URT.

De var meget venlige og kompetente, og alle var oplært i stomi-pleje. Der var sågar én, som hjalp os med at få rykket en hospitalsundersøgelse frem. Det var en stor fordel, at medarbejderne kom hjem til os. Vi kører rigeligt ud til forskellige undersøgelser, blodprøver mv.," fortæller Palle Murmann.

URT kører ud til borgere, som har behov for hjælp i en midlertidig periode, og det helt klare mål er, at borgerne skal blive selvhjulpne igen. Derfor var det også naturligt, at Palle Murmanns forløb blev afsluttet, da han følte sig helt tryg ved at pleje sin stomi selv.

 Tilfredse borgere

Lasse Lehm, som er leder af URT, fortæller, at teamet er kommet rigtig godt i gang.

Vi bliver naturligvis meget stolte over, at Palles oplevelse af vores forløb har været så positiv. Det er en stor tilfredsstillelse, at det, vi lægger os i selen for at udføre, faktisk også opfattes positivt af de borgere, som vi har i forløb. Der er en generel oplevelse af, at borgertilfredsheden i en bred forstand er positiv, hvorfor Palles historie ikke er enestående," siger han.

Han understreger, at kommunen i URT har foregrebet nogle af de anbefalinger, som regeringens ældrereform peger på - og arbejdet dem ind i deres arbejdsgange. Det gælder bl.a. måden at organisere sig på i teams, anvendelsen af helhedspleje - og generelt at give fagligheden ud til frontpersonalet.

Denne måde at organisere vores arbejde på har til hensigt at sætte borgeren i centrum som vigtig samarbejdspartner, men også at understøtte den attraktive arbejdsplads for medarbejderne. Palles forløb er ét blandt mange. Alle forløb er unikke med forskellige typer af behov for indsatser og faglighed. Palles forløb hører til et af de forløb, som kalder på relativt få indsatser og få fagligheder," slutter Lasse Lehm.

Fakta om URT

  • URT, det udekørende rehabiliteringsteam, hører under HRT, Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter.
  • Teamet består af 45 medarbejdere, som fordeler sig på social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter.
  • URT kører ud til borgere, som er visiteret til hjælp, og sørger for sygepleje, genoptræning og rehabilitering i borgerens eget hjem.
  • Håbet er, at når faggrupperne arbejder sammen og koordinerer deres indsatser, så vil borgeren hurtigere vil få det bedre. Efter fx en operation er der nemlig ikke kun behov for sårpleje og medicin, men også for træning i hverdagens mange gøremål – og instruktioner i forhold til genoptræning.
  • Et forløb med URT kan vare op til 12 uger og bliver individuelt tilrettelagt ud fra borgerens formulerede behov og ønsker.
  • Borgere skal visiteres til rehabilitering fra URT.
  • Visitationen skal vurdere, at borgeren har et potentiale for at få det bedre gennem den helhedsorienterede indsats fra URT.
  • Præmissen for at være i forløb som borger er, at man er motiveret for at øge selvstændigheden i hverdagsaktiviteter.

Læs mere om ambulant genoptræning og rehabilitering i Helsingør Kommune

Følg med i de seneste nyheder