Seniorliv

Ministerbesøg på Montebello

25-01-2024

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen lagde vejen forbi Plejehjemmet Montebello til en snak om dagligliv og dokumentation.

Ane Halsboe-Jørgensen taler med en borger på Plejehjemmet Montebello

En ganske almindelig mandag formiddag, den 12. januar, var der meget at kigge på for de besøgende i cafeen på Plejehjemmet Montebello. En hel skare af politikere lagde nemlig vejen forbi.

De fleste var fra Omsorgs- og Sundhedsudvalget i Helsingør Kommune, men også borgmester Benedikte Kiær og folketingsmedlem Henrik Møller var på besøg. Alle sammen for at tage godt imod beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, som havde meldt sin ankomst for at tale om dagliglivet på Montebello og få et indblik i plejehjemmet som arbejdsplads.

Ministeren fik en snak med plejehjemsleder Thomas Levin, som bl.a. fortalte om de omfattende dokumentationskrav, som alle plejehjem - og HRT og hjemmeplejen - er underlagt. Kravene medfører en række tilsyn, som skal sikre, at der bliver dokumenteret korrekt, at håndteringen af beboernes medicin er i orden etc.

Tilsynene tager meget af plejepersonalets tid. Tid, som går fra beboerne.

Trine Alstrup, chef i for Center for Sundhed og Omsorg, fortalte, at Helsingør Kommune i 2022 havde 22 tilsyn, dels kommunens egne tilsyn, dels tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Man kunne godt ønske sig færre tilsyn," påpegede Thomas Levin over for beskæftigelsesministeren.

Snak med beboer

Meget tyder på, at det også er den vej, regeringen vil gå. Siden beskæftigelsesministerens besøg på Montebello har regeringen nemlig løftet sløret for en del af sin kommende ældrereform. Her skrottes de hidtidige tilsyn og erstattes med en ny model, hvor alle tilsyn som udgangspunkt afvikles samme dag. Det vil betyde, at hvert plejehjem - og hver hjemmeplejeenhed samt HRT - kun skal sætte én dag om året af til tilsyn.

Ane Halsboe-Jørgensen blev også vist rundt på Montebello og fik en snak med beboeren Elisabeth Bilbo Bredsdorff, som kunne fortælle om sit syn på dagliglivet på plejehjemmet. Det blev ligeledes til en snak med to medarbejdere, sygeplejerske Victoria Hebsgaard og social- og sundhedshjælper Ratda Sangvirat, bl.a. om arbejdsvilkårene i plejesektoren.

Det er altid rart at få lov at vise vores plejehjem frem," sagde Thomas Levin.

Montebello har plads til 60 beboere - og har dermed samme størrelse som mange andre plejehjem i Danmark.

Foto 1: Elisabeth Bilbo Bredsdorff mødtes med borgmesteren og beskæftigelsesministeren.
Foto 2: Thomas Levin fortalte om dagligdagen på Plejehjemmet Montebello.
Foto 3: De to ansatte, Ratda Sangvirat og Victoria Hebsgaard, fortalte beskæftigelsesministeren om deres hverdag.

Følg med i de seneste nyheder