Helsingørs Mange Ansigter

- Jeg er glad for, at jeg valgte at blive folkeskolelærer

14-11-2024

Folkeskolelærer - og landsholdsspiller - Ture Lund kunne i oktober fejre 25 års jubilæum i Helsingør Kommune.

Ture Lund

Da Ture Lunds mor tilbage i 1990’erne foreslog ham at blive folkeskolelærer, kom han til at grine. Han havde længe undervist som svømme lærer i Helsingør Svømmeklub og arbejdet som medhjælper på Ungdomsskolen, men folkeskolelærer – nej tak.

Lærere var jo sådan nogen, der generede børn. Sådan en skulle jeg da ikke være.

Han havde selv haft det svært med folkeskolen, og lærerne var i hans bog ikke i høj kurs. Han ville være politibetjent eller pædagog. Dér kunne han gøre en forskel.

Men ordene fra mor gjorde alligevel indtryk. Og i 1999 stod han med eksamensbeviset i hånden. Med idræt og matematik som linjefag.

Bygge noget fra bunden

I otte år arbejdede han som idrætslærer på 10.klasseskolen på Rasmus Knudsensvej og var med til at skabe en ny idrætslinje. For kærligheden til sport og idræt var – og er - stor.

- Det var en spændende og sjov tid, hvor jeg var med til at bygge noget op fra bunden, skabe traditioner og vække ambitioner hos de unge. Min tilgang var: Når I nu er her, så skal I have noget ud af det, fortæller Ture.

Men i 2008 kom Ture ud for en skiulykke i Østrig og brækkede ryggen. Han var igennem et hårdt genoptræningsforløb på rygmarvsklinikken i Hornbæk. Et nyt liv som kørestolsbruger ventede forude.

Ret hurtigt derefter blev han ansat på Tibberupskolen i Espergærde (7.-9. klasse), hvor der er gode handicap-forhold. Her er han i fleksjob og underviser 11 lektioner om ugen.

- Det er det, jeg kan klare, hvis jeg skal kunne fungere resten af tiden. Så det har været en god løsning for mig, siger Ture.

Idrætslærer i kørestol

På trods af ulykken underviste Ture i de første år efter ulykken stadig i idræt.

Det siger sig selv, at det var lidt vanskeligt at undervise i dans og springgymnastik på de vilkår. Der skulle tænkes kreativt.

I dag er han primært støtteperson i matematikundervisningen og trækker de elever ud, der har brug for lidt ekstra hjælp.

En god kultur

Gennem årene har han oplevet en positiv udvikling hos eleverne på skolen. De er høflige, betænksomme og omsorgsfulde unge mennesker.

- Mange af dem holder for eksempel altid døren for mig. Selvom jeg godt selv kan åbne en dør, så viser det mig, at de har omsorg for andre - og det gør mig glad.

Generelt er kulturen blandt lærerne på skolen også blevet mere rummelig overfor elevernes forskelligheder og ikke mindst forskellige faglige niveauer, mener Ture.

- Der er kommet et fokus på, hvad vi kan gøre for at løfte alle eleverne uanset om udgangspunktet er et højt eller et lavt fagligt niveau. Det glæder mig, for vi skal være gode ved hinanden og kunne rumme hinandens forskelligheder.

En bedre retning

Ture er i dag glad for, at han - ligesom stort set alle andre i sin familie – valgte lærergerningen og dermed muligheden for at præge og påvirke børn og unges liv i en bedre retning. At blive en bedre lærer, end dem han selv mødte som barn.

Jeg elsker at undervise for det giver mig en følelse af at gøre en forskel. Det er svært at måle præcis, hvilken indflydelse man har. Jeg kan ikke som en håndværker sige, at det der hus har jeg bygget. Men de tilbagemeldinger jeg får, tyder på, at mange har været glade for det, som de har fået fra mig.

Tre landshold på CV’et

Sammen med resten af holdet fra Low Riders i Stevnsgade spiller Ture kørestolsbasket flere gange om ugen. Han er så god til det, at han sidste år var med landsholdet til EM i Sarajevo

Han har tidligere deltaget i internationale konkurrencer i både håndcykling og i atletik under Parasport Danmark.

De senere år har han udelukkende dyrket kørestolsbasket. Det er der en særlig grund til.

- Der er et socialt aspekt i basketball, som jeg savnede. Vi er et hold, og selvom vi er meget forskellige, kan vi dele de svære og tabubelagte sider, der følger med, når man sidder i en kørestol. Og så minder reglerne og strategien meget om det almindelige spil, siger Ture og fortsætter:

- Det fællesskab som sport og idræt generelt kan tilbyde, er jeg stor tilhænger af – også på børn og unges vegne. Og heldigvis holder min situation mig ikke tilbage fra at kunne være en del af det fællesskab.

Ture Lunds 25-års jubilæum blev fejret med en reception på Tibberupskolen den 24. oktober 2024.

 

Følg med i de seneste nyheder