Når vinteren nærmer sig og temperaturen falder, ja så stiger risikoen for ’ubudne gæster’. Små pelsklædte gnavere med lange haler, der søger mod varmen i skure, udhuse, på lofter og i kældre - lokket til af madrester og fuglefoder. Rotterne. Ubudne gæster, som vi alle helst er foruden. Men er man så uheldig at få besøg, er der heldigvis hjælp at hente.
Kim Thomns Hansen har hjulpet mange borgere, virksomheder og boligforeninger i Helsingør Kommune i sine snart 25 år som skadedyrsbekæmper. De sidste syv år sammen med sin hund, Jack Russell Terrieren Freja. Han kører i Helsingør, Hellebæk og dele af Nygård. Kommunens andre områder dækker Kims tre kollegaer i Natur, Miljø og Klima.
Et eller flere besøg
Sammen er Kim og Freja et stærkt makkerpar. På baggrund af 494 anmeldelser har de to foreløbig været ude på rottebesøg 1653 gange i år.
Nogle gange er et besøg nok – andre gange skal der flere besøg til, hvor jeg skal ud og tjekke fælder eller lægge ny gift, hvis problemet ikke er løst, siger Kim.
Freja, der er Kims egen hund, lukker han først ud af bilen, når han kan se spor efter rotten og formoder at den gemmer sig indendørs på et afgrænset område.
Freja ved, hvad hun skal med det samme, jeg åbner døren. Hun afsøger alle kroge og piber højt, når hun har fundet den. Freja er en god hjælp at have, siger Kim.
Flere til opgaven
Udstyret til at opspore og indfange rotterne består - foruden Freja - af forskellige typer af fælder, gift, løvblæser og røgpatroner og værktøj til at løfte brønddæksler. Hvis opgaven ikke lykkes med fælder og gift, kan det nemlig være en effektiv metode at blæse røg ind i kloakrøret for at se om problemet skyldes et hul i kloakken.
Det sker også, at Kim allierer sig med en af sine tre gode kolleger, hvis opgaven er særligt vanskelig.
Det er godt at være flere, hvis vi skal blæse røg ind i kloakken. Man kan ikke både blæse og samtidig se efter, hvor røgen kommer ud, forklarer han.
Et godt job
I sine næsten 40 år ved kommunen har Kim både kørt slamsuger og arbejdet på genbrugspladsen i Skibstrup. Men jobbet som skadedyrsbekæmper passer ham særligt godt.
Han sætter stor pris på sine kolleger og ledere men nyder alligevel til dagligt at være sig selv.
Der er noget frihed forbundet med jobbet, som jeg godt kan li’. Jeg får lov at passe mig selv og kan tilrettelægge min dag, som jeg vil.
Som oftest er de borgere, som Kim og Freja besøger søde og rare og glade for, at de kommer.
Men der er alligevel ingen, der siger på gensyn eller ’håber vi ses igen’. Jeg er nok sådan en man helst ikke vil have på besøg, men som man alligevel er glad for findes, siger han med et skævt smil.
Undgå at fodre fugle
Hvis du vil undgå at have besøg af Kim, ja så er det bedste råd at lade være med at fodre fugle i haven. Og hvis du vil fodre dem, så brug solsikkefrø for så spiser fuglene det hele og efterlader ikke rester.
Man skal også holde øje med huller omkring kloakken og opdager man huller, så få dem fikset i en fart, lyder det.
Kim har netop rundet de 65, men har foreløbig ingen planer om at trække sig tilbage.
Jeg bliver så længe, jeg har gode og dygtige kolleger og ledere. For det har jeg. Og det må du godt skrive, smiler han.