Røde vingetegl. Et muranker. En gesims med flotte udskæringer. Selv kalkmalingen og linolien kan Per Godtfredsen få en historie ud af. Om rette blandingsforhold og respektfuld restaurering – noget han selv har lagt rigtig mange arbejdstimer i.
I Brostræde fremhæver han et vindueshængsel, der er støbt i ét stykke – det ser man ikke i dag. Nu bliver de produceret i to dele, der skrues sammen med to eller flere skruer. Ikke helt så elegant.
Hans talestrøm demonstrerer en utrolig viden om arkitektur og byggematerialer. Om en bykerne, hvor de fleste huse nær var blevet revet ned.
Han supplerer med anekdoter om byens historie – som sundtoldsby med et hav af internationale handlende, om de mange knejper, om sildefiskeri og om værftstiden.
De samme historier fortæller han, når han går rundt i gaderne med den slange af historie- og arkitekturinteresserede borgere, der så ofte følger ham i hælene. Her appellerer han til, at vi alle bliver bedre til at kigge op og bide mærke i de mange flotte bygningsdetaljer, vi omgives af.
Tilsammen giver detaljerne – murankrene, udskæringerne i bindingsværkerne, de gamle vinduer – nemlig bykernen dens udtryk, og byens historie viser sig i dem. Af de grunde fortjener de opmærksomhed – og ikke mindst en kærlig hånd, når de trænger.
Der er så meget historie i de gamle huse, som vi må gøre os rigtig umage for ikke at glemme. Vi må ikke tage det for givet, at vi har de her flotte velholdte gamle huse. De kræver løbende restaurering, og hvis de fortsat skal stå så fine som i dag, så er det vigtigt, at vi også oplyser borgerne om, hvordan de kan restaurere dem, fortæller Godtfredsen.
Årtiers arbejde
Per Godtfredsen blev ansat i Helsingør Kommunes Teknisk Forvaltning i begyndelsen af 1970’erne. Dengang så Helsingørs gamle bykerne noget anderledes ud.
Byhusene var slidte. Tagsten faldt ned fra tagene og efterlod huller, der på mere eller mindre gæstfri manér bød regnvandet indenfor. Det var ikke unormalt med utætte vinduer, og det var nærmere reglen end undtagelsen, at facaderne stod med afskallet maling. Grå, rå og kolde.
Egentligt var det tidens gadebillede i mange byer. Flere steder begyndte man at rive ned til fordel for mere moderne byggerier med beton og glas som de populære materialer. I Helsingør var man så småt gået i gang med det samme. De første bygninger var blevet jævnet med jorden og erstattet af glasfacader – og ingen gjorde tegn til at stoppe den udvikling. Ikke før Godtfredsen og hans kollegaer satte foden i.
Tænk, hvordan byen havde set ud, hvis man havde revet det hele ned. Det ville ikke kun være husene, der forsvandt, men også historien om byen. Heldigvis lykkedes det os at få overbevist de daværende politikere – med Thelin i spidsen – om, at det var meget bedre at investere tid og penge i at restaurere de gamle huse, fortæller han.
Og netop sådan blev det. For fagfolkene i Teknisk Forvaltning – med Per Godtfredsen ombord – lyttede man til.
I 1973 besluttede et politisk flertal, at bykernen skulle bevares, og fra midten af 70’erne gik det store restaureringsarbejde i gang. Kommunen havde afsat midler til en del af arbejdet, men skulle det lykkes at sætte alle byhusene i stand, måtte de private boligejere med. Og det kom de.
Det var et kæmpe arbejde at overbevise borgerne om, at de skulle investere i deres huse, og det blev ikke nemmere af, at vi tilmed også gerne ville være med til at bestemme, hvordan de skulle gøre det, forklarer Godtfredsen.
En god dialog
Går man en tur i bykernen i dag, ved man, at det lykkedes. Byhusene står flotte og de fleste i smukke kalkfarver – tro mod stilen og historien.
Vejen dertil gik igennem en god og tæt dialog med borgerne.
Vi var ude at banke på hos borgerne og tale med dem, om de muligheder der var for at sætte deres huse i stand. Vi tilbød dem meget hjælp og rådgivning, og i en periode kunne man søge tilskud til arbejdet. Da først de første huse stod færdige, spredte der sig en velvilje blandt naboerne til at gøre det samme på eget initiativ. Det blev pludselig tydeligt, hvad man kunne få ud af de ellers faldefærdige boliger, lyder det fra Godtfredsen.
Det tog årtier og tonsvis af samtaler med byens borgere at restaurere alle husene – og så var det også nødvendigt at få de erhvervsdrivende med.
I 70’erne var det blevet moderne med kæmpestore butiksskilte, der fyldte det meste af facaderne, og som forstyrrede det ellers så fine gadebilledet. Derudover var der en tendens til større forretninger, og også det var en trussel mod den historisk bykerne.
Vi fik lavet tegninger af butiksfacaderne med forslag til skiltningen. Det var med til at overbevise de erhvervsdrivende om også at støtte op om projektet.
Sideløbende med restaureringsarbejdet i bykernen blev der bygget et ny aflastningscenter udenfor byen – Prøvestenscentret. Her var der plads til de større butikker, og på den måde fik Helsingør det hele. Moderne kæmpeforretninger og de små hyggelige specialbutikker.
Godtfredsen arbejdede i kommunen frem til 2014. I alle årene var han engageret i bykernen og dens historie.
Lige dét har ikke ændret sig sønderligt. I dag understøtter han stadig restaureringsprojekter, og så fortæller han glædeligt om det arbejde, han var med til at sætte i gang i 70’erne.
Man må kende vores historie for at kunne se fremtiden. Derfor er historien om vores by vigtig. Fagfolk og borgere skal vide, hvad de har med at gøre her – og at de et eller andet sted har en forpligtelse til at vedligeholde byen og de gamle huse – allerhelst i original stil. Det kræver, at man sætter sig grundigt ind i tingene og er tro mod de gamle materialer, og også ser en idé i at genbruge de materialer, der kan genbruges. Det er både godt for byen og for miljøet, siger han.