De er her endnu. De mange tegn på Helsingørs industrihistorie, som i høj grad stod og faldt med Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri, der lukkede i 1983.
Der er værftsnavnet over det gamle indgangsparti, hvor arbejderne tidligere flokkedes for at nå indenfor, inden porten rullede ned om morgenen kl. 6.30. Der er også de små vinduer i muren, hvor arbejderne fik udleveret brikken med netop deres værftsarbejder-nummer. Beviset på, at de var mødt på arbejde. Og så er der selvfølgelig de store værftshaller, hvor skibenes motorer blev bygget. Hallerne er nu i gang med at blive renoveret.
I lokalerne ved indgangspartiet har Værftsmuseet til huse. Det åbnede den 10. oktober 2010 og er med til at holde historien om værftsarbejderne i live. To gange om ugen er museet bemandet med en tidligere værftsarbejder, som kan fortælle levende om tiden, hvor Helsingør Skibsværft byggede skibe, der sejlede rundt i hele verden.
En af de værftsarbejdere er Ole Jens Nielsen, som begyndte som maskinarbejder-lærling som 15-årig. Det var i 1958, og hans far mente, at Værftet var et godt sted at komme i lære. Derfor skrev han sin søn op til en lærlingeplads, allerede da Ole Jens var 11 år.
De første tre måneder var fileskolen. Vi var 30 lærlinge, som stod ved filebænke oppe under taget i maskinværkstedet (Hal 14). I vinterhalvåret gik vi lærlinge på teknisk skole, efter at vi havde været på arbejde. Det var hårdt, for når man kom ind i varmen på skolebænken, kunne man godt blive temmelig træt," fortæller han.
Arbejdsugen var på 47 timer, man arbejdede alle lørdage, og ugelønnen for en nystartet lærling var på 36 kr. Det var ikke meget.
”En øl kostede 75 øre,” som Ole Jens siger.
Men han boede hjemme, og derfor gik det. Og allerede efter fileskolen steg lærlingene lidt i løn.
En dag på Værftet
Værftsfløjten lød første gang over Helsingør kl. 6.20 om morgenen. Det betød, at det var tid til at hoppe på cyklen og komme afsted på arbejde. Mødetiden var kl. 6.30, og på det klokkeslag lukkede porten. Kom man senere, måtte man melde sig hos portvagten for at blive lukket ind, og så blev man trukket et kvarter i løn.
Indenfor porten fik man udleveret sin brik – på den var ens medarbejdernummer trykt. På brikken var der et papskilt, hvor man registrerede sin arbejdstid, og om man var berettiget til tillæg som fx smudstillæg. Det var en kompensation for særligt beskidt arbejde med fx olie eller svejsning.
Kl. 11 lød værftsfløjten igen, for der var middag (frokostpause) til kl. 12. Bagefter arbejdede man til fyraften kl. 16.
Her afleverede man sin brik igen, og i forkontoret sad 25 medarbejdere og førte notaterne fra papkortene til protokols. På den måde blev det sikret, at hver enkelt medarbejder fik det rigtige i løn.
Stabelafløbninger var tilløbsstykker
Vi var meget stolte, når et skib skulle i vandet. Når der var stabelafløbning, stimlede hele byen sammen på havnekajen. Skolebørn, pensionister, alle. De kom for at se det store øjeblik, hvor skibet kom i sit rette element for første gang. Det ville være en katastrofe, hvis et skib væltede eller tog vand ind. Men jeg har aldrig været ude for alvorlige uheld,” siger Ole Jens Nielsen.
Et skib var faktisk kun halvt færdigt, når det blev sat i vandet. Så blev det slæbt til udrustningskajen, hvor det blev bygget færdigt. At bygge et skib var en langvarig proces, som sagtens kunne tage et år.
Alene det at bygge en motor kunne tage et år. Vi byggede og testede de kæmpestore motorer i maskinværkstedet, og bagefter blev motoren skilt ad og samlet igen på skibet. Den var simpelthen for tung til at blive flyttet i ét stykke,” fortæller Ole Jens Nielsen.
I storhedstiden byggede Helsingør Skibsværft fire-fem skibe om året og havde 3500 ansatte. Langt de fleste var mænd. Værftet var i øvrigt, sammen med Burmeister & Wain, det eneste danske værft, som byggede skibsmotorer.
I alt byggede Helsingør Skibsværft 420 skibe i perioden fra 1882 til 1983.
Uheld og øgenavne
Når et skib var klar til at løbe af stablen, skulle det navngives. Og der skete engang et uheld, som Jens Ole Nielsen overværede.
Prinsesse Benedikte skulle navngive en af Storebæltsfærgerne. Champagnen hang ned fra en snor i en stang, som man trak i for at få flasken til at svinge over og knuses mod skibsskroget. Men før champagneflasken nåede så langt, røg den på jorden. Heldigvis gik flasken ikke i stykker, og en medarbejder skyndte sig at samle den op og slynge den mod skroget. Det giver nemlig uheld, hvis et skib ikke bliver døbt i champagne. Men manden reddede dagen - og blev efter den dag aldrig kaldt andet end Champagnegaloppen.”
Øgenavne var der mange af på Værftet, og de kunne være grove. Fx blev en arbejder, som havde fået kappet det yderste af fingrene af ved en arbejdsulykke, kaldt ’neglebideren’. Øgenavnene var så meget en historie for sig, at der er skrevet hele tre bøger om dem.
Lærling på Værftet
Alle historierne om værftstiden giver Ole Jens Nielsen i dag videre. Både til de besøgende på Værftsmuseet og til de skoleelever, som deltager i projektet ’Lærling på Værftet’. Her bliver elever i 3. klasse taget med 60 år tilbage i tiden og oplever at have ’første arbejdsdag’ som lærlinge på Helsingør Skibsværft. De bliver klædt i kedeldragter og får plads ved filebænke, hvor de skal arbejde med deres ’svendestykke’ i aluminium.
Børnene er altid søde og rare. Og så er de benovede over at møde en rigtig værftsarbejder,” siger Ole Jens Nielsen.
Han er en del af en gruppe på 10-12 tidligere værftsarbejdere, som er tilknyttet Værftsmuseet på frivillig basis og samles hver torsdag til arbejdsmøde.
Da jeg begyndte som frivillig efter, at jeg blev pensioneret i 2014, var vi 20. Så det går desværre den gale vej, men vi værftsarbejdere er jo en uddøende race, og det kan vi ikke gøre noget ved,” siger han.
Han er glad for at være med til at holde historien i live - og opfordrer flere, både lokale og turister, til at lægge vejen forbi Værftsmuseet.
Vi har ikke overvældende mange besøgende. På en virkelig god dag kommer her 30-40 mennesker. Der må meget gerne komme flere. Det er oven i købet gratis.”
Det glæder ham, at der bliver holdt liv i de gamle værftshaller med forskellige aktiviteter.
Jeg må også indrømme, at jeg kneb en lille tåre, da jeg genså fileskolen i maskinværkstedet (Hal 14). Der var stadig mærker i gulvet, så man kan se, hvor filebænkene stod. Der blev jeg ramt af nostalgi,” siger han.