Helsingørs Mange Ansigter

Frivillige tog grydeskeen i egen hånd og genåbnede for fredagshyggen

17-12-2025

Værestedet Vinkeldammen måtte lukke om fredagen efter en budgetbesparelse, men siden oktober har frivillige sørget for, at der er åbent igen.

Carsten tager tjansen i køkkenet godt bakket op af resten af teamet, mens Nia Naia er den sociale, der går rundt og snakker med dem, der dukker op.

I ti måneder var der udsigt til en alt for lang og tom weekend, for brugerne af Værestedet Vinkeldammen. En nedskæring i budgettet betød, at der ikke længere kunne holdes åbent om fredagen, men siden den 10. oktober har et team af seks frivillige sørget for, at dørene igen går op, og det er muligt at få et måltid mad.

Da fredagen blev sparet væk, blev jeg meget ærgerlig og skrev en klage til alle byrådets medlemmer, fordi de ikke forstår konsekvenserne af sådan en beslutning,” siger Nia Naia Madsen.

Pressede på for at finde en løsning

Hun fik kun en enkelt respons på sit brev, og meldingen fra kommunen var, at der ikke var økonomi til at holde åbent om fredagen. Nia Naia var ikke den eneste, der var frustreret over, at værestedet havde mistet en åbningsdag. Carsten Høll havde undersøgt mulighederne for at åbne igen med frivillige kræfter, og de to fik samlet et team til opgaven.

Den 10. oktober kunne de igen invitere til Hyggefredag. Der er altid et måltid mad til 25 kroner, og det er ti kroner billigere end ugens øvrige åbningsdage. Det er Carsten, der tager tjansen i køkkenet godt bakket op af resten af teamet, mens Nia Naia er den sociale, der går rundt og snakker med dem, der dukker op.

Vi er glade for, at folk kommer og benytter sig af, at her er åbent. Den ekstra dag betyder meget, fordi her er nogle at snakke med i stedet for, at man går rundt i sine egne tanker,” siger Nia Naia.

Finder på nye aktiviteter

Udover at være med til Hyggefredag har Nia Naia også taget initiativ til at arrangere forskellige gratis aktiviteter, og indtil videre er det bl.a. blevet til et foredrag om hjemløshed og en udflugt til Louisiana.

Nia Naia er gået ind i det frivillige arbejde med håb om, at det måske kan føre til et job på et tidspunkt.

For første gang i mange år har jeg fået det bedre. Jeg har overskud til at gøre noget for andre. Jeg vil gerne arbejde med mennesker og bruge min livserfaring, så nu må vi se, hvad der sker,” siger Nia Naia.

"Byrådets medlemmer forstår ikke konsekvenserne af sådan en besparelse,” siger Nia Naia Madsen.

Besparelser flytter bare problemerne

Hyggefredagen er faktisk blevet så populær, at der nogle gange kommer flere end til hverdag. Carsten forstår derfor stadig ikke, hvorfor byrådspolitikerne stemmer sådan en besparelse igennem.

Det er noget bavl at spare på psykisk sårbare. Man risikerer bare at flytte problemerne andre steder hen, fordi der ikke er hjælp at hente,” siger han.

For få kender mulighederne

Carsten lærte om Værestedet Vinkeldammen gennem sin mentor. Efter en praktikperiode og midlertidig ansættelse i køkkenet, har han nu fået et fast fleksjob samme sted. Nia Naia har også sat sig et mål om at få et skånejob og tjene sine egne penge.

De efterlyser begge, at sagsbehandlere hos kommunen og medarbejderne på psykiatrisk afdeling bliver bedre til at fortælle om væresteder som Vinkeldammen, hvor der i den normale åbningstid altid er hjælp at hente, hvis der opstår noget akut. Hjælpen i hverdagen kan være den, der forhindrer, at det går helt galt.

Ja, jeg kunne godt drømme om, at der blev åbent om fredagen igen ligesom før, men jeg vil fortsætte som frivillig lige så længe, der er behov for det,” siger Carsten.

 

Hyggefredagen er blevet så populær, at der nogle gange kommer flere end til hverdag.

Fakta

  • Værestedet Vinkeldammen er et tilbud til mennesker med psykisk sygdom og/eller psykisk sårbarhed. Det kræver ikke visitation. Værestedet er åbent for alle, der har lyst til samvær og fællesskab
  • Der er åbent mandag, tirsdag og torsdag kl. 8.30-14.30
  • Der kan købes morgenmad og varm frokost
  • De frivillige holder åbent til Hyggefredag kl. 10-14.00. Der serveres altid friskbagte boller og et måltid mad til Hyggefredag

Følg med i de seneste nyheder