”Jeg elsker at køre ture med plejehjemsbeboerne. Det er så skønt, og beboerne synes, det er dejligt at mærke vinden på kinderne.”
Sådan siger Rikke Steffensen. Siden 2017 har hun som frivillig cykelpilot kørt ture med beboerne på Plejehjemmet Birkebo. Rikke kører gerne tre formiddage om ugen i sommerhalvåret. Men hun er heller ikke bleg for en tur om vinteren, bare det ikke regner.
Jeg har altid cyklet meget og dyrker også andre former for sport, bl.a. løb og roning. Så da jeg blev pensioneret, var det oplagt at melde mig som cykelpilot,” fortæller Rikke.
Hun cykler altid meget langsomt, når hun har en beboer med som passager. Det er jo vigtigt, at beboeren føler sig tryg og nyder turen, som næsten altid går til Nordhavnen, Kronborg og bymidten. Med et stop hos Café Lagoni, som giver gratis kaffe til alle cykelpiloter og deres passagerer.
”Heldigvis har cyklen tre hjul. Og den kører på el. Så den er nem at køre,” siger Rikke.
Rift om turene
På Birkebo koordinerer ergoterapeut Mette-Marie Christiansen cykelturene og sikrer, at de beboere, der har lyst, kommer på tur på skift. Der kan godt være rift om at få lov at komme med. For selv om Birkebo på papiret har 22 cykelpiloter tilknyttet, er ikke alle lige aktive. Blandt piloterne er også pårørende, som udelukkende kører ture med deres egen slægtning.
Hvis nogen skulle have lyst til at prøve kræfter som frivillig cykelpilot, hører jeg meget gerne fra dem. Jeg sørger for et lille kursus i, hvordan man betjener cyklen, inden man bliver sendt af sted,” fortæller Mette-Marie.
Birkebo har to cykler, og somme tider tager plejepersonalet også en beboer med på tur. En af dem, som gerne cykler en tur med en beboer, er social- og sundhedshjælper Fakete Islami.
Det er en god måde at komme tættere på en beboer på. Det skaber tillid og et godt bånd”, fortæller hun:
”Beboerne kommer udendørs, får frisk luft og nyder bare nuet. Det er så hyggeligt-”
Bringer minder frem
En stor del af beboerne på Birkebo lider af en grad af demens, og de frivillige har fået et kursus i at omgås mennesker med demens.
”Det var rart at få viden om,” siger Rikke, som tit oplever, at cykelturene bringer minder frem hos beboere, som ellers har udfordringer med at huske.
At se forskellige steder får sat gang i beboernes erindringer, og de kommer i tanker om ting. Her har jeg leget som barn, osv. Det er rigtig dejligt.”
”Der er også mange beboere, som lægger mærke til træerne undervejs på turen. Der er nogle rigtig flotte løvtræer, også nede ved havet, og dem sætter jeg selv stor pris på. Så det er dejligt, når vi kan få en lille snak om dem,” siger hun.
Cykelpiloterne får også tit kommentarer som Hej og God tur fra folk undervejs. I det hele taget oplever de frivillige cykelpiloter megen positiv opmærksomhed og hjælpsomhed.
”Engang løb jeg tør for strøm på vej op ad bakken (på Gl. Hellebækvej, når man kommer fra byen og skal til Birkebo, red.). Jeg stod af og forsøgte at trække op, men cyklen var for tung. En yngre mand stoppede sin bil, og jeg tænkte, at han ville skælde ud, fordi jeg fyldte på vejen. Men nej! Han spurgte, om han skulle hjælpe mig med at skubbe cyklen,” fortæller Rikke.
Fakete supplerer med, at der er beboere, som ikke kommer meget udendørs i vinterhalvåret. For dem kan en cykeltur i den friske luft være en skelsættende oplevelse.
Mette Marie understreger, at Birkebo bliver et bedre sted af den indsats, som de frivillige lægger.
Vi har mange frivillige. Udover cykelpiloterne har vi fx nogen, som kommer og er med til bingo og andre arrangementer. De frivillige kommer med nye impulser og input udefra og en anden måde at se tingene på, og det betyder meget for et sted som vores,” siger hun.
Har du lyst til at blive frivillig cykelpilot og få nye oplevelser og vind i håret, kan du henvende dig til Mette-Marie Christiansen, tlf. 25 31 17 05.

