Hvis du gik og troede, at designbutikker og fiskehandlere ikke har noget med motionsløb og luksusbiler at gøre, kan du godt tro om igen.
Ved Helsingør Kommunes nytårskur for erhvervslivet delte fire lokale erhvervsdrivende ud af deres erfaringer. Og selvom deres veje til succes er meget forskellige, har iværksætterne det til fælles, at de har opbygget fællesskaber og bl.a. bruger events til at skabe liv og fællesskab omkring deres forretning.
Rikke Posner og Lise Lotte Møller fra designbutikken Stokværk i Espergærde Centret fortalte, hvordan de har opbygget et stærkt community omkring deres butik.
De inviterer bl.a. deres kunder til fælles motionsløb, pilates, babysang og italiensk aften.
Det er ikke sådan, at de stryger direkte ind i butikken og køber noget, når de har været med på en løbetur. Men vi håber, at de tænker på os, når de næste gang står og skal købe en gave."
Stokværk bruger mange ressourcer på at arrangere events og skabe et fællesskab omkring butikken. De har bl.a. ansat to medarbejdere til at tage sig af sociale medier. Rikke Posner og Lise Lotte Møller er overbeviste om, at det er indsatsen værd.
Det er noget andet at drive butik i dag end for 10 år siden. Kunderne kan nemt klikke vores varer frem i netbutikker, så vi har brug for, at de har et forhold til os."
Liv på havnen
Lægger du vejen forbi Hornbæk Havn en sommerdag, kan du meget vel ramme ind i en livekoncert, en samling flotte luksusbiler eller et grillarrangement med dj. Siden Christian Linning overtog Fiskehuset Hornbæk har han sat fut i sommerlivet på havnen.
Vi syntes ikke, at der skete så meget på havnen, da vi først kom. Så vi besluttede os for at skabe noget."
Fiskehuset er en institution i Hornbæk, og derfor holder Christian Linning også fast i mange af traditionerne, samtidig med at han skaber nyt. Det kræver både tid og penge.
Vi har 50 ansatte om sommeren. Og vi bruger også mange penge på markedsføring."
Christian Linning har også skabt spisestedet Maritina, som har overhalet fiskehuset i størrelse.
Vi vil gerne være et brand, man forbinder med gode oplevelser og service. Og jeg synes, vi er lykkedes med at skabe mere liv på havnen, så den i højere grad er et samlingspunkt for byen," fortalte Christian Linning ved nytårskuren.
Solgte via Instagram
Tredje oplægsholder, Mark Eriksen, driver det populære bageri Markbrød i Helsingør Nordhavn. Han lykkedes med at sælge sit hjemmebagte surdejsbrød, allerede inden han havde en butik, fordi han med hjælp fra sin kone fik opbygget et fællesskab på Instagram omkring passionen for et godt surdejsbrød.
Da han åbnede sin første butik, fulgte kunderne med. Til sommer vil Mark Eriksen også invitere til forskellige arrangementer.
Mit mål er ikke kun at opbygge en forretning, men også at skabe noget her i den by, hvor jeg bor. Min idé fra start har været at skabe et bageri, der bidrager med liv og kvalitet til byen."
Fokus på iværksætteri
Temaet for nytårskuren var netop iværksætteri. Borgmester Benedikte Kiær kom også ind på emnet i sin afsluttende tale.
Vi kommer til at have fokus på iværksætteri de kommende år. Fra mange af jer hører vi ønsker om netværk og nogen at sparre med. Det kommer vi til at arbejde med," sagde Benedikte Kiær.
Helsingør Kommune arbejder også på at gøre det nemmere for iværksættere at få råd, vejledning og svar på spørgsmål.
Vi står klar i kommunen for dem, der gerne vil starte en virksomhed," sluttede borgmesteren, inden hun ønskede de fremmødte godt nytår.
Den 3. februar starter Helsingør Kommune i samarbejde med Anja Klemp Vilgaard et netværk op for iværksættere og solo-selvstændige.

