Helsingørs Mange Ansigter

Olivia er tamburmajor: Fællesskabet i pigegarden er fantastisk

15-01-2025

For 21-årige Olivia Sander Justesen er det opfyldelsen af en drøm at være tamburmajor – omkring årsskiftet gik hun forrest, da pigegarden var med i Pasadena Rose Parade.

Olivia Sander Justesen er med i Helsingør Pigegarde på 12. år.

Det er efterhånden mange år siden, 21-årige Oliva Sander Justesen fik en tamburmajorstav og begyndte at øve sig på at jonglere med den i haven. Drømmen var at blive tamburmajor i Helsingør Pigegarde.

Jeg har været med i pigegarden, siden jeg var 10 år. I begyndelsen spillede jeg althorn, men jeg drømte om at være den, der gik forrest,” fortæller Olivia.

Det blev til mange timers øvning i haven – og mange huller i græsplænen – før Olivia følte sig god nok til at aflægge prøve som tamburmajor. Første gang hun gik til prøve, gik tjansen til en anden. Men anden gang lykkedes det at få den attråværdige post som frontfigur, og de seneste fire år har Olivia gået i spidsen for pigegarden, når den marcherer.

Jeg er bestemt ikke kommet sovende til det,” smiler hun.

Dejligt fællesskab

Tamburstaven har flere funktioner. Dels en brugsfunktion, hvor Olivia giver tegn til pigerne i garden om at gå til højre eller venstre, skifte musik etc. Derudover bruger Olivia staven til at jonglere.

At være med i pigegarden er fantastisk, fortæller hun.

Vi har et dejligt fællesskab, hvor vi løfter i flok. Samtidig bygger garden på traditioner og skaber nogle rammer, som man ellers kan savne i hverdagen. Det kræver mange timers arbejde at være med, for der er både marchtræning, og man skal have musikundervisning og øve på sit instrument.”

Pigegarden rejser til parader og tattoos to-tre gange om året. Senest har 50 piger omkring nytår været i Californien til Pasadena Rose Parade. Paraden finder sted den 1. januar hvert år og er en berømt nytårstradition, som mennesker over hele verden følger via live-tv og streaming. I år var Helsingør Pigegarde - for tredje gang - at finde blandt deltagerne i den kæmpemæssige parade

Det var en stor oplevelse at være med. Mine forældre var ovre og se os, og de fik taget en hel masse billeder. Da vi var færdige med at gå de små ni kilometer, trillede tårerne. Det var en drøm, der gik i opfyldelse for mig,” fortæller Olivia.

Næste tur med pigegarden er i påsken, hvor turen går til Frankrig.

Hygger på tværs af alder

For Olivia, der er 21, lakker tiden i pigegarden så småt mod enden. Den øvre grænse for, hvor gammel man må være i pigegarden, er faktisk 21 år. Der bliver nemlig lagt vægt på, at garden består af PIGER. Men det er muligt at få dispensation, til man er omkring de 23.

"Det bliver svært, når jeg på et tidspunkt skal undvære pigegarden, for vi hygger os på tværs af alder, og jeg har veninder, som er 13 år,” slutter Olivia.

Fakta om pigegarden

  • Helsingør Pigegarde har været en fast del af bybilledet i Helsingør siden 1958.
  • I sommerhalvåret har pigegarden faste lørdagsmarcher gennem byen, og i december optræder pigerne som nissegarde.
  • Derudover optræder pigegarden rundt om i regionen til forskellige offentlige og private arrangementer. 
  • Helsingør Pigegarde har ca. to rejser i Europa om året – og somme tider en længere rejse ud i verden. Garden har både været i Asien og Nordamerika.

Læs mere om Helsingør Pigegarde

Olivia i spidsen for pigegarden, da der var flagdag i Helsingør den 5. september 2024.
Sammen med andre repræsentanter fra Helsingør Pigegarde - heriblandt pigegardisterne Nicoline, Anna Liv og Felina - lagde Olivia fredag den 10. januar vejen forbi byrådssalen og modtog en varm tak fra byrådet for den fine måde, garden sætter Helsingør på verdenskortet på.

Følg med i de seneste nyheder