BIDdanmark er et konsulentfirma, som hjælper med at udvikle og skabe liv i en lang række danske handelsbyer. Det seneste år har de arbejdet i Helsingør. Mikkel Niess fra BIDdanmark ser et kæmpestort potentiale i byen.
Helsingør er en utroligt spændende by at handle i. Jeg tror ikke, at folk i Helsingør helt er klar over, hvor mange spændende butikker der er. Samtidig er det en smuk by, hvor man kan gå på opdagelse i mange små hyggelige sidegader," siger Mikkel Niess.
Han fremhæver også, at Helsingør har mange spisesteder og beværtninger, der giver byen liv og stemning. At bycentret er placeret midt i byen, er også et plus.
Det hele er samlet ét sted. Det er godt tænkt og en stor styrke."
Tomme lokaler
Alligevel blev BIDdanmark for et år siden hyret af Helsingør Kommune til at hjælpe i Helsingør. Som mange andre danske handelsbyer var Helsingørs butikker ramt af den øgede internethandel, og et stigende antal lokaler stod tomme.
Ifølge Mikkel Niess er der simpelthen for mange butikslokaler i forhold til, hvor mange der kommer til byen for at købe et par sko eller en bluse. Undersøgelser peger på, at op mod 70 procent af dem, der besøger en handelsby som Helsingør, primært kommer for at hygge sig og have en god oplevelse.
Vi er i gang med at se en transformation af butikkerne, så der kommer mere fokus på oplevelsessiden. Når folk så er i byen og går og hygger sig, får de ofte også lyst til at købe noget," siger Mikkel Niess.
Mere liv
Derfor samlede BIDdanmark butikkerne, beboere med flere i tre handelskvarterer: Stjernekvarteret, Bjergekvarteret og Havnekvarteret. I hvert kvarter gik man i gang med at lave gadeudsmykning, skiltning og aktiviteter, som styrker hele oplevelsessiden af en tur til Helsingør.
Jeg synes, vi er kommet langt med gadenetværkene. Det vigtige er, at de bliver ved med at mødes, skabe aktiviteter og holde retningen, så man hele tiden bygger på," siger Mikkel Niess.
Han mener desuden, at man bør ændre reglerne og lempe kriterierne for, hvilke erhverv, der kan ligge i handelsgaderne. Der er ganske enkelt ikke kunder nok til at fylde alle butikslokalerne med klassiske butikker, som sælger ting. Hvis man åbner op for, at nogle serviceudøvere, fx fysioterapeuter, kan få lokaler i handelsgaderne, kan de være med til at tiltrække folk til byen, som så gør deres indkøb, når de alligevel er i byen.
Og så er der stadig et kæmpe uforløst potentiale i at styrke samarbejdet mellem midtbyen, kulturinstitutionerne og Kronborg, som i fællesskab kan få mange flere gæsters øjne op for, hvor flot og spændende Helsingørs midtby er at besøge", siger Mikkel Niess.

