Fra og med næste skoleår bliver det muligt for elever på fire af Helsingør Kommunes folkeskoler at bytte madpakkerne ud med skolemad.
Mellemtrinnet på Hellebækskolen, indskolingen på Hornbæk Skole, udskolingen på Nordvestskolen og indskolingen på Skolen ved Gurrevej er nemlig udtaget til at afprøve og udvikle metoder og organiseringer med frokostordninger som led i den nationale forsøgsordning for skolemad.
Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Claus Birkelyng, glæder sig over, at Helsingør Kommune har fire skoler med i forsøget.
Sund og varieret kost giver bedre forudsætninger for at lære, og derfor er det meget glædeligt, at alle de fire af vores skoler, der har ansøgt om at være med i forsøgsordningen med skolemad, nu er blevet udtaget. Det giver os mulighed for at være med til at udvikle en ordning, der på sigt kan sikre et godt og sundt måltid mad til danske skoleelever, siger han.
De fire skoler fra Helsingør Kommune er blandt i alt 191 skoler, der er udtaget til forsøgsordningen.
Skolerne er ved lodtrækning udvalgt til enten at afprøve en skolemadsordning uden forældrebetaling eller med en forældrebetaling på enten 15 eller 25 kroner per måltid. For de deltagende folkeskoler gælder, at der skal være sikret tilslutning fra byrådet senest den 31. august 2025.
I Helsingør Kommune er skolerne udtaget med følgende forældrebetalinger:
Hellebækskolen: 15 kr.
Hornbæk Skole: 25 kr.
Nordvestskolen: 15 kr.
Skolen ved Gurrevej: Ingen forældrebetaling.
I alt havde 346 skoler ansøgt om at være med i ordningen, der løber til og med 2028.
Udover de fire kommunale skoler er indskolingen på den frie grundskole Al-Irchad i Helsingør også udtaget til at deltage.
Du kan læse mere om den nationale forsøgsordning med skolemad på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.