Seniorliv

Besøgshunde er et hit på plejehjem

05-11-2025

En række håbefulde hundeejere var onsdag den 5. november mødt op med deres hunde til optagelsesprøve på Kristinehøj Plejehjem. Målet var at blive besøgshund.

Leo var blandt de hunde, som var til optagelsesprøve med sin ejer på Kristinehøj med henblik på at blive besøgshund.

Der var glade bjæf fra masser af søde hunde, da TrygFondens besøgshundeteam onsdag den 5. november holdt optagelsesprøve for nye besøgshunde på Plejehjemmet Kristinehøj.

Godt 20 hunde var tilmeldt prøven, som skal bestås, før man kan få lov at blive besøgshund på et plejehjem.

Vores besøgshunde og deres ejere er frivillige, som kommer på plejehjemmene to-fire gange om måneden. De spreder glæde og hygger om beboerne, der får en relation til hunden og dens ejer,” fortæller projektchef Line Hindsgaul Alstrup fra TrygFonden.

For at det skal være en god oplevelse, både for hunden og plejehjemsbeboerne, er det vigtigt, at hunden er rolig og ikke nervøs for at være steder, hvor der er mange mennesker. Samtidig skal hunden være sund og rask.

Til optagelsesprøven på Kristinehøj blev hundene tilset af en dyrlæge, som tjekkede deres sundhedstilstand. Bagefter skulle de firbenede omkring en ekspert i hundeadfærd, som testede deres sociale egenskaber og robusthed. Var de bange for høje lyde? Glade for at blive klappet? Tillidsfulde over for fremmede?

Mor-hund-tid 

Onsdagens første hund til prøve var den engelske springerspaniel Manna, som var taget til Helsingør med sin ejer, Rikke Brandstrup.

Jeg vil gerne have, at Manna bliver besøgshund, så vi får noget mor-hund-tid, hvor jeg kan fokusere 100 procent på hende. Samtidig er jeg sikker på, at Manna vil hygge sig rigtig godt med at være besøgshund,” fortæller Rikke Brandstrup.

Manna blev godkendt som besøgshund. Ca. 65 procent af de hunde, som kommer til prøve, bliver godkendt, fortæller Line Hindsgaul Alstrup.

Det er så vigtigt, at hundene kan trives med at være i kontakt med fremmede, og at de er OK med plejehjemmets glatte gulve og anderledes lugte og lyde. Det er netop derfor, vi holder optagelsesprøven på et plejehjem,” siger hun.

Hun fortæller, at hundeejerne – hvis de får afslag – får et bud på ting, de kan træne med deres hund for, at den måske kan blive besøgshund på et senere tidspunkt.

En del træner med deres hund og kommer tilbage til en ny optagelsesprøve senere, hvor det lykkes for mange af dem at blive besøgshunde,” fortæller hun.

Hunde er et hit 

At hunde er et hit på et plejehjem, hersker der ingen tvivl om. Til optagelsesprøven kommer Kristinehøjs beboere på skift ind og ser på, og de har svært ved at holde deres begejstring for de firbenede tilbage.

”Hvor er den sød! Må jeg klappe den?” lyder det mange gange.

Og erfaringer viser da også, at besøgshunde og deres ejere er en positiv oplevelse for beboerne på plejehjem. Hundene kommer med ny energi og høster masser af smil, glæde og giver nye samtaler.

Hundene kan have mange roller. Nogle spreder liv i fællesstuen, og andre er godt selskab på en gåtur. Fælles for besøgshundene er, at de skaber kontakt, vækker følelser og minder og inviterer mennesker ind i et fællesskab omkring sig,” siger Line Hindsgaul Alstrup.

I Helsingør Kommune er der pt. besøgshunde på plejehjemmene Strandhøj, Montebello, Falkenberg og Birkebo. Plejehjemmene Grønnehaven og Kristinehøj står sammen med friplejehjemmet Attendo på venteliste til en besøgshund.

Og formentlig er de rykket et skridt nærmere på at få deres ønske om en besøgshund opfyldt efter optagelsesprøven på Kristinehøj. Den har i hvert fald givet et par lokale besøgshunde mere at tage af.

Fakta

  • TrygFonden Besøgshunde er et gratis tilbud til alle plejehjem i Danmark. Ordningen har eksisteret i 15 år.
  • Der er ca. 700 besøgssteder tilmeldt ordningen.
  • Hundeejerne arbejder frivilligt med deres hunde.
  • Der er løbende optagelsesprøver for besøgshunde rundt omkring i landet. Se oversigt over kommende optagelsesprøver. Du kan gå til optagelsesprøve et hvilket som helst sted i landet og bagefter - hvis din hund bliver godkendt - blive besøgshundeven i Helsingør.

Læs mere om Trygfonden Besøgshunde

Manna er hos eksperten i hundeadfærd.
Beboerne på Kristinehøj var på skift tilskuere til optagelsesprøven - her er Leo hos eksperten i hundeadfærd.

Følg med i de seneste nyheder