Erhvervsliv

Kommune og erhvervsliv sætter fælles retning for et stærkere erhvervsklima

12-11-2025

Formand for Helsingør Erhverv Jacob Runge Olsen og kommunaldirektør Rasmus Bjerregaard har givet hinanden håndslag på et fælles løft af erhvervsklimaet i Helsingør.

Jacob Runge Olsen (tv) og Rasmus Bjerregaard.

Efter et velbesøgt erhvervsmøde den 8. oktober i Erhvervs- og Industriforeningens teatersal har Helsingør Erhverv og Helsingør Kommune nu indgået et tæt samarbejde om at løfte erhvervsindsatsen i kommunen.

Mødet, der samlede en lang række engagerede virksomheder, tog udgangspunkt i DI’s erhvervsklimamåling, hvor Helsingør desværre igen scorede lavt – særligt blandt de mindre virksomheder. Formålet med aftenen var at gå bag tallene, forstå virksomhedernes oplevelser og drøfte konkrete løsninger.

Som et resultat af mødet har formand for Helsingør Erhverv, Jacob Runge Olsen, og kommunaldirektør, Rasmus Bjerregaard, givet hinanden håndslag på et fælles løft af erhvervsklimaet i Helsingør.

Jeg er meget glad for det stærke samspil med kommunen og for, at vi nu for alvor kommer i gang. Vi skal i fællesskab sikre, at Helsingør bliver et sted, hvor virksomheder oplever dialog, tillid og fremdrift,” siger Jacob Runge Olsen, formand for Helsingør Erhverv.

Handlingsplan

Samarbejdet skal munde ud i en handlingsplan, hvor de første fokusområder bliver:

  • Dialogen mellem erhvervsliv og kommune – særligt i forhold til byggesagsbehandling, hvor mange virksomheder har oplevet udfordringer.
  • Jobcenterets service over for erhvervslivet – med særligt fokus på, hvordan Jobcenteret i videst muligt omfang kan matche erhvervslivets behov for arbejdskraft og styrke samarbejdet om bl.a. uddannelse og brancheskift.

Det er nu, vi skal omsætte dialogen til handling. Vi står over for en vigtig opgave med at løfte vores erhvervsindsats – og det skal ske i fællesskab med virksomhederne. Det er kun sammen, vi kan skabe et erhvervsklima, der fremmer vækst og trivsel,” siger Rasmus Bjerregaard, kommunaldirektør i Helsingør Kommune.

Virksomheder, der har deltaget i DI’s måling og ønsker at uddybe deres erfaringer, opfordres til at kontakte kommunen på onestop@helsingor.dk

Følg med i de seneste nyheder