Det er den fedeste følelse, når det lykkes, fx når en ung mand starter som ’hakkedreng’ i køkkenet, fortsætter som kokkeelev og nu er ansat som kok på et af de andre hoteller.”
Jesper Friis, AV- og ejendomschef ved Comwell Borupgaard i Snekkersten, tager gerne imod unge uden uddannelse eller erfaring med et job. Han var en af de lokale erhvervsledere, der uden tøven skrev under på ’Ungeløftet’, da det blev lanceret.
Når kommunen vil have en i jobtræning eller praktik, gør vi en del. Vi vil gerne være tydelige om vores sociale ansvar, for der er ikke så mange unge at tage af, og vi er afhængige af deres arbejdskraft,” siger han.
Viser branchen frem
På Comwell Borupgaard er 70 af de 110 medarbejdere unge under 30 år. For mange er det et fritidsjob i ungdomsårene, men nogle starter i praktik eller jobtræning, som en del af kommunens hjælp og støtte og de finder ud af, hvor mange forskellige typer job hotel- og konferencebranchen rummer.
Vi håber altid, at nogle bliver. Vi mangler fx elever, så vi er en arbejdsplads, hvor man kan få en uddannelse eller komme rundt og prøve de mange forskellige fag, der er en del af branchen. Mange kender slet ikke noget til hotelbranchen, når de kommer her, men opdager hurtigt, at den er sjov at være en del af,” siger Jesper Friis og fortsætter:
”Og vi vil gerne rekruttere fra egne rækker.”
De skal føle sig som en del af holdet
Når Jesper Friis samarbejder med Helsingør Kommune om et nyt forløb, begynder det altid med et par samtaler og få timers mødetid om ugen sammen med en fast makker, indtil den unge er klar til flere timer og mere selvstændige opgaver. Nogle unge har måske en diagnose, hos andre er motivationen helt i bund.
I starten handler det om at rose og bygge dem op ved at stille små, men overkommelige opgaver. At tømme skrald på p-pladsen, hvor du møder en masse fremmede mennesker, kan godt være svært for en med angst. Dem, der har brug for motivation, skal mærke, at de er en del af noget, og at vi løser det her sammen,” fortæller han.
Bruger peptalk som motivation
De unge arbejder i køkkenet, rydder af i restauranten, gør lokaler klar til møder og events eller ordner områderne udenfor hotellet.
Det er ligesom at være anfører for et fodboldhold. Jeg bruger peptalk og taler om, at de andre ikke kan få succes, hvis der er noget i huset, som ikke virker. Jeg sender også en sms med besked om, at det bliver en fed uge, selv om vi får travlt,” forklarer den tekniske chef.
Hos Comwell bruger de ’cross-træning’, så medarbejderne kan prøve at være med til de mange forskellige opgaver som drift af et hotel- og konferencecenter indebærer. Metoden bruges også som intern uddannelse og vidensdeling bl.a. i Comwells nye Talent Akademi. I denne uge følger Nana Reinert, der til daglig er ansat i teknisk afdeling ved Comwell i Aarhus, sin mentor i Snekkersten, og hun kan også genkende metoderne, når nye medarbejdere skal føle sig velkomne og som en del af holdet.
Det handler om at arbejde med trivsel og anerkendelse hver eneste dag. At vise, at der er brug for dem. De skal opleve at lykkes med ting, så de bliver stolte,” fortæller Nana Reinert, der ofte bruger de praktiske opgaver til at få nogle gode samtaler.
En arbejdsplads ikke et kommunalt tilbud
Jesper Friis understreger dog, at Comwell Borupgaard er en arbejdsplads og ikke kommunens forlængede indsats. Han håber derfor, at de 520 millioner, der er blevet fordelt til landets kommuner i forbindelse med ’Ungeløftet’, bliver brugt til at styrke samarbejdet mellem virksomhederne og kommunen.
Som leder, er det svært at stå med, hvis ingen ved, hvad der skal ske efter et forløb. ’Ungeløftet’ har fået nogle millioner med, så bør der også være penge til at gøre broen mellem erhvervslivet og kommunen stærkere. Det er vigtigt, at mennesket ikke forsvinder, men kommer videre i trygge hænder, siger Jesper Friis.
De skal have en frisk start
Det kan hendes mentor også genkende. Han går ikke op i, hvorfor en ny kollega har brug for at komme i praktik eller jobtræning. Det fortæller de selv, når tilliden er bygget op.
”Vi spørger aldrig, hvorfor de er endt i den situation. De skal bare have en god arbejdsdag og en frisk start. Derfor præsenterer jeg også altid nye som ”Her er Morten”. Jeg siger ikke ”Morten med ADHD eller Morten med angst”, siger han.
Nana Reinert supplerer:
Det handler om at møde mennesket, og det giver så meget godt, når man kommer i gang, for de unge er ikke kun skrøbelige. De er stærke, nysgerrige, åbne og vil gerne knokle.”
”Det kunne være min søn”
Nogle ledere kan måske også frygte, at det tager alt for mange ressourcer, men det handler om at pakke fordommene væk, lyder det.
Jeg tænker altid: Det kunne være min søn – og hvis det var, så ville jeg ønske, at nogen ville hjælpe ham. Det handler om mennesker, der har det svært. De kan vokse, og på en arbejdsplads som vores kan vi vise dem alle mulige retninger,” siger ejendomschefen.