Skoleliv

Eleverne gik på opdagelse i matematikken

01-10-2025

Nysgerrige børn kastede sig ud i ’undersøgende matematik’ på Espergærdeskolen

Espergærdeskolen summede af nysgerrige børn, der undersøgte matematik på mange forskellige måder.

Hvor mange mursten er der i skolens mure? Hvor stor er rumfanget af en kage? Hvor langt kan en racerbil køre eller en barbiedukke springe i elastik?

Der var masser af udfordringer til eleverne på Espergærdeskolen, da de for nylig fordybede sig i emneuge om ’undersøgende matematik’.

Undersøgende matematik handler om, at børnene selv finder en vej til forståelsen af tallene eller de logikker og muligheder, der er på vej hen til et resultat, fortæller daglig pædagogisk leder, Atija Brackovic, og forklarer videre:

”Når de får en opgave om, hvor mange mursten, der er i en væg eller hvor mange bøger, der er på skolebiblioteket, så vil de yngste børn begynde at tælle, men andre vil begynde at finde på genveje og logiske løsninger, mens de ældste måske vil regne i gennemsnit.”

Eleverne finder selv vejen til løsningerne

I denne emneuge er børnene fra 2. og 3. årgang delt i hold på tværs. Det giver lærerne gode muligheder for at differentiere undervisningen, når aldersspændet ikke er for bredt, fortæller Atija Brackovic.

”Flere og flere lærere er optaget af at lade eleverne selv finde vejen til forståelse, i stedet for at det er læreren, der serverer løsningerne. Det giver mening i praksis, og børnene er også meget optagede af det.”

Læring er også social læring

Emneugen handler ikke kun om at lære matematik, men også om at styrke børnenes sociale fællesskaber. Når eleverne arbejder sammen i grupper om en opgave, som har rod i den virkelige verden, lærer de at fordybe, samarbejde og holde oplæg.

Det er så vigtigt, at vi giver mulighed for at danne fællesskaber. Når eleverne arbejder sammen i grupper, så er sandsynligheden for at blive uvenner i skolegården meget mindre, fordi de kender hinanden og tør tale sammen,” siger Atija Brackovic.

Sudoko og andre spil var en del af emneugen.

Eleverne har udforsket geometriske former.

Matematikprojekterne handler også om at lære at fremlægge.

Fakta

  • Den undersøgende tilgang:
  • giver erfaring med at stille spørgsmål, afprøve hypoteser og reflektere over forskellige strategier.
  • styrker begrebsforståelse, matematisk ræsonnement og evnen til at anvende matematik i virkelighedsnære sammenhænge.
  • understøtter kreativitet og samarbejdsevner.

Følg med i de seneste nyheder