Jeg er meget glad for at arbejde på Strandhøj. Her har jeg de bedste kolleger og en fantastisk leder. Jeg laver noget forskelligt hver dag og har altid lyst til at komme på arbejde.
Sådan lyder det fra Mads Næsby Andersen, som netop har fejret 25 års jubilæum som pleje- og omsorgsmedarbejder i dagcenteret på Plejehjemmet Strandhøj.
Her går han til hånde med alt fra at støvsuge turbussen, gøre klar til maden og spille ludo eller yatzy med de ældre borgere i dagcenteret.
Alle dage er forskellige
Mads er i et fleksjob på dagcenteret 18 timer om ugen.
Jeg fik en lille hjerneskade under fødslen, da jeg fik for lidt ilt til hjernen. Derfor kan jeg ikke helt det samme som andre, forklarer Mads.
Han har været i kommunen siden han, ved en tilfældighed, fik foden indenfor på daghjemmet på Poppelgården i 2000. Siden flyttede han med til Strandhøj, da daghjemmet blev til dagcenteret i 2002.
Og den 1. september kunne han altså runde 25 år i kommunen. Det betød restaurantbesøg med kollegerne i dagcenteret og leder Peter Stuhaug, flotte gaver samt et brev fra kommunaldirektør og borgmester.
Jeg kan ikke forstå, at der er gået 25 år. Det er gået så stærkt. Alle dage er forskellige, og jeg keder mig aldrig, siger Mads, der er 58 år og bor i en lejlighed i Helsingør med sin hustru.
Modelfly og pilotdrømme
Hvis Mads havde haft en hjerne, der kunne det samme som andres – som han selv siger - så skulle han helt sikkert have været pilot eller luftkaptajn.
Min far arbejdede som rejsekonsulent i SAS, og jeg har fløjet meget som barn. Jeg samler også på modelfly og har 200 derhjemme. Det er sjovt at gå på loppemarkeder og finde fly. Især passagerfly fra de forskellige luftfartsselskaber, er jeg glad for, og jeg har flere, der er ret sjældne.
Sådan blev det ikke, og i dag er Mads godt tilfreds med sit job på dagcenteret. De bedste dage er, når dagcenterets turbus bliver kørt frem, og det er tid til udflugt.
Det er sjovt at køre på bustur, men jeg kan også godt lide at snakke, hygge og spille med de borgere, der kommer på centeret, siger Mads.
For Mads er formålet med at gå på arbejde at hjælpe dem, der ikke længere kan så meget selv og være en støtte i dagligdagen.
Jeg kan godt li’ at hjælpe andre og være med til at sørge for, at de ældre har det godt -og bliver lidt aktiveret. Det har jeg det godt med. For man skal behandle de ældre ordentligt, lyder det.
Målet er at hjælpe
For leder på Strandhøj, Peter Stuhaug, er målet altid at hjælpe.
Vi skal bidrage med det vi kan, både for vores beboere, pårørende og vores gæster fra nærsamfundet, der har fundet en oase at mødes i på Strandhøj.
Han fortsætter:
Men vi skal også hjælpe de borgere, som har udfordringer i arbejdslivet, og som gerne vil prøves af i forhold til deres formåen. Vi tager derfor altid godt imod dem som skal jobafklares i et 13 ugers forløb i forhold til evt. skåne/fleksjob eller bare skal være hos os i et 4 ugers praktikophold, så de finder den jobretning, de ser meningsfuld. Det kan både være i plejen, i dagcentret, køkkenet, administrationen eller hos vores pedel.
Som kommunal institution har man nemlig en pligt til at hjælpe, mener Peter.
Mit personale har snart så megen erfaring i disse prøvninger og er utrolig gode til det. Det ender stort set altid i en positiv afklaring af jobparathed. Det er jeg selvfølgelig meget stolt af som leder, lyder det.

