Skoleliv

’Tækker for en dag’ sætter tankerne i gang

01-10-2025

Ungdomsskolen tilbyder erhvervsforløb til skolernes ældste klasser for at bygge bro til erhvervsuddannelserne.

Clara og Smillah syntes det var megafedt at prøve at lave et stråtag. Foto: Ungdomsskolen

”Det er meget satisfying – altså tilfredsstillende – at se, hvor pænt og lige, det bliver,” siger Clara Hjort.

Til daglig går hun på idrætslinjen, 8. I1 på Borupgårdskolen, men i dag er hun sammen med sin klasse til ’Tækker for en dag’, hvor klassekammeraterne er i fuld gang med at dække en skråtstillet træramme med strå, så det kommer til at ligne et stykke af et stråtag på et gammelt bindingsværkshus.

Bygger bro til håndværksfag

Det er Ungdomsskolen, der i samarbejde med Tækkefirmaet Horneby, giver eleverne fra kommunens 8. og 9. klasser mulighed for at prøve kræfter med et traditionelt gammelt håndværk.

Ud over tækkefaget arbejder Ungdomsskolen også sammen med lokale firmaer om ’Smed for en dag’, ’Mekaniker for en dag’ og ’Plastmager for en dag’. Formålet er at åbne elevernes øjne for, at en erhvervsuddannelse også kan være en interessant vej til et spændende arbejdsliv.

Megafedt at knokle

På ’Tækker for en dag’ startede klassen med en introduktion til værktøj og sikkerhed. Derefter blev eleverne delt ind i hold, og så gik de i gang med at tække de seks trærammer, som elever fra Ungdomsskolens nye juniormesterlære-klasse havde forberedt til dagen. Når dagen er omme, skal de seks stykker med stråtag bruges til at overdække et nyt hygge-shelter, der skal stå på Ungdomsskolens område.

Det er megafedt at knokle og dejligt at være udenfor, men du skal også være lidt stærk for at kunne bære metaltrådene og bundterne med strå,” fortæller Smillah Sorth.

”Det har været fedt at lære det, for det er svært, men jeg ved ikke, om jeg har lyst til at arbejde med det hver dag,” siger Clara Hjort.

Fra hjerne til hænder

Amalie Svinggaard er klassens lærer i dansk, kulturfag, idræt og madkundskab, og hun nyder at se sin klasse i aktion på en anden måde.

Det handler ikke bare om at bygge et tag af strå, men om at kombinere hjerne og hænder. De lærer om byggematerialer fra naturen, om kemien i stråene, der gør dem hårde og vandafvisende og om teknikken bag tagets hældning,” fortæller Amalie Svinggaard.

”Og så får de lov til at prøve, om det her fag er noget for dem.”

”Jeg ville ønske, at det var obligatorisk, og vi kunne deltage i meget mere af den slags, for det betyder også meget for klassens trivsel,” siger Amalie Svinggaard.

Stiller gerne op

Thomas Gerner, indehaver af Tækkefirmaet Horneby, stiller gerne op for at vise sit håndværk frem. Det gør han også til uddannelsesdagen ’Mini Skills’, som Ungdomsskolen arrangerer for 7. klasserne i samarbejde med Helsingør Erhverv, Ungeenheden i Helsingør Kommune, U/Nord, SkillsDenmark samt Stark Helsingør.

De fanger det sindssygt hurtigt, selv om de ikke har erfaring med håndværk. De kaster sig bare ud i det og er virkelig dygtige,” siger Thomas Gerner om dagens klasse fra Borupgårdskolen.

Vigtigt, at unge møder håndværk

Der er kommet nyt fokus på det ældgamle tækkerfag, for det er bæredygtigt at bygge med strå. Det kan Thomas Gerner også mærke, for hans virksomhed har ordrebogen fyldt et år ud i fremtiden.

Vi har travlt, men vil ikke have så travlt, at vi ikke har tid til projekter som det her. Det er vigtigt, at vi får nogle unge, som ved, hvad håndværk er.”

”Helt konkret har det givet os en lærling, som vi lige har ansat for et par uger siden. Det er en, der mødte os på Mini Skills,” fortæller Thomas Gerner.

Der uddannes kun 10-16 tækkere om året i Danmark. De går på Jysk Håndværkerskole i Hadsten og er i lære. Clara og Smillah har umiddelbart ikke tænkt sig at gå tækker-vejen, men dagen har alligevel sat nogle tanker i gang, om at en håndværkeruddannelse måske kunne være noget.

Det er ikke, det første jeg vil vælge, men det er heller ikke helt udelukket, for jeg kan godt lide at arbejde kreativt med mine hænder,” siger Smillah Sorth.

Eleverne fra idrætslinjen på Borupgårdskolen arbejdede fokuseret med at lave deres stråtag. Foto: Ungdomsskolen

Phillip Aksel Nikolajsen og Thomas Gerner fra Tækkefirmaet Horneby stiller gerne op og viser tække-håndværket til unge. Foto: Ungdomsskolen

'Tækker for en dag' er et af fire håndværksforløb, som Ungdomsskolen tilbyder for at bygge bro til erhvervsuddannelserne. Foto: Ungdomsskolen

Fakta

  • Ungdomsskolen tilbyder fire erhvervsforløb: Smed for en dag, Tækker for en dag, Mekaniker for en dag og Plastmager for en dag
  • Formålet er at bygge bro til forskellige erhverv, arbejde sammen i team og lave et færdigt produkt.
  • Læs mere om erhvervsforløbene her.
  • Mini Skills er en event, som Ungdomsskolen arrangerer for 7. klasserne i samarbejde med Helsingør Erhverv, Ungeenheden i Helsingør Kommune, U/Nord, SkillsDenmark samt Stark Helsingør.
  • På Mini Skills viser lærlinge og mestre 20 forskellige håndværksfag og erhverv.
  • Næste Mini Skills holdes d. 30. april 2026.
  • Læs mere om Mini Skills her.

Følg med i de seneste nyheder