I Kvistgård finder man en af Nordsjællands mest specialiserede industrivirksomheder, Mark & Wedell A/S. Siden 1974 har virksomheden haft hjemme på samme matrikel, og i dag beskæftiges ca. 35 medarbejdere. Selskabet ejes af Bjarke Pålsson og Torben Ekvall.
I starten af september var borgmester Benedikte Kiær på besøg i virksomheden for bl.a. at høre om, hvordan ejerne arbejder med at understøtte den grønne omstilling. Et af virksomhedens nyeste udviklingsprojekter er nemlig inden for energiområdet.
Virksomheder som Mark & Wedell viser, hvor stor en rolle små og mellemstore virksomheder kan spille i den grønne omstilling. De udvikler løsninger, der både kan sikre en mere effektiv udnyttelse af energi og bidrage til genbrug af værdifulde materialer – og det er afgørende, hvis vi skal nå vores klimamål," siger borgmester Benedikte Kiær:
"De er med til at sætte Kvistgård på verdenskortet samtidig med, at de skaber gode jobs.”
Ny superleder-teknologi
Sammen med Supernode i Irland har Mark & Wedell udviklet en ny superleder-teknologi, som kan transportere op til 25 kiloampere næsten uden energitab – mod ca. 2 kiloampere i dag. Teknologien kan blive central i den grønne omstilling, hvor industrien i fremtiden forventes at få brug for to-tre gange mere elektricitet, efterhånden som olie, kul og gas udfases, og hvor energi skal transporteres over lange afstande, fx fra havvindmølleparker.
Vi ser det som en vigtig del af vores mission at bidrage med konkrete løsninger til den grønne omstilling. Superleder-teknologien er et godt eksempel på, hvordan vi med danske rødder og internationalt samarbejde kan være med til at løse nogle af de helt store udfordringer,” fortæller ejerne Bjarke Pålsson og Torben Ekvall.
Mark & Wedell arbejder udelukkende B2B og har en eksportandel på omkring 75 procent. Kunderne spænder fra lokale virksomheder som Forsyning Helsingør til internationale mineselskaber og forskningscentre som CERN. Især udviklingen af avanceret prøvetagningsudstyr til faste materialer har gjort virksomheden til markedsleder i Europa og en væsentlig spiller globalt. Her har de udviklet udstyr, der kan anvendes i sortering og recycling af metaller – fx. fra telefoner.
Virksomheden skiller sig ud fra mange andre, fordi de har hele værdikæden på samme matrikel - fra udvikling og konstruktion til produktion, test og montage. Denne diversitet er også en af årsagerne til, at virksomheden ikke har problemer med at tiltrække kvalificerede medarbejdere. Her får de ansatte nemlig mulighed for at være med i hele processen – fra idé til færdigt produkt – hvilket skaber engagement og faglig stolthed.


