Efter 40 år er det stadig fantastisk at gå på arbejde hver dag. Jeg holder meget af mit arbejde.
Sådan lyder det fra Irene Madsen, der den 4. september havde inviteret kolleger og familie til reception i Byrådssalen i anledning af sit 40 års jubilæum. Ved receptionen blev hun dekoreret med Kongens Fortjenstmedalje – en medalje, der betyder noget ganske særligt for netop Irene. Det vender vi tilbage til.
Max fem år
Irene Madsen er i dag ansat som lønfaglig koordinator i Staben for HR, Løn og Personale på Rådhuset i Stengade. Hun har siden 1987 været i lønafdelingen og sørget for at beregne og udbetale den rigtige løn til kommunens medarbejdere. I den funktion er det en fordel at være glad for tal. Det har Irene dog ikke altid været.
- Jeg havde det svært med tal og matematik langt op i folkeskolen, men i de store klasser blev matematikken pludselig spændende - det var som om, der gik et lys op for mig, uden at jeg helt ved hvorfor, fortæller hun.
Interessen bed sig fast, og da hun var færdig med grundskolen, stod en elevplads i en bank øverst på ønskelisten. Den plads fik hun dog ikke.
Jeg var 17 år og havde ikke så meget idé om, hvad man kunne drive det til som kontorelev i en kommune. Men jeg havde hørt, at det var et trygt og sikkert sted at være. Da jeg var udlært, regnede jeg med at ville blive i fem år. Og nu er der så gået 40, smiler hun.
Bliver ved med at udvikle mig
Som lønfaglig koordinator bruger hun en del af sin tid på at udbetale løn, men har også andre lønfaglige opgaver - fx er hun systemejer på lønsystemet og har dialogen med KMD, ligesom hun tildeler andre brugere deres roller i systemet.
- Jeg laver ikke det samme som for 40 år siden. Jeg kan godt li’ at have flere forskellige opgaver, så jeg bliver ved med at udvikle mig og ikke kører fast. Den type opgaver, hvor man lige skal finde ud af, hvordan de håndteres, dem tager jeg gerne, fortæller hun.
Hun har tidligere været elevansvarlig men gav for nylig opgaven videre til en yngre kollega.
Når man starter som elev, skal man ikke som det første møde en ældre dame som mig. Der skulle yngre kræfter til, der kan komme med nye idéer og perspektiver på den opgave, lyder det fra Irene.
Lytter til bekymringer
Der er mange gode ting ved at være ansat i kommunen. Men det bedste er, at der bliver lyttet, hvis man har noget på hjerte.
Hvis man undrer sig over, hvorfor tingene er som de er, så kan man altid spørge og der bliver lyttet til ens bekymringer. Nogle gange kan tingene løses og andre gange ikke, og sådan er det. Hvis man vil det kommunale, kan man komme langt. Vi har generelt en rigtig høj anciennitet blandt medarbejdere.
Stolt modtager af Kongens medalje
Det er Irenes opgave at indstille de egnede 40 års jubilarer til H.M Kongens Fortjenstmedalje. Den medalje, som hun selv netop har modtaget. Ansøgningen overlod hun denne gang til andre.
Jeg er helt utrolig glad for den medalje. Og jeg glæder mig som et lille barn til at skulle til audiens til februar og sige tak til Kongen. Kongehuset har altid betydet noget særligt for mig, lige siden jeg som barn var med min mor på havnen og vinke, når Kongeskibet lagde til i Helsingør.
Hun fortsætter:
- Jeg synes, at Kongehuset gør det virkelig godt. Når de kongelige kommer til Helsingør, bliver jeg altid sådan lidt starstruck. Og så er Kongen jo virkelig en pæn mand, smiler hun.
To gange har Irene sneget sig med i modtagelinjen, når de kongelige er gået fra borde. Den første gang som blomsterpige i 2018 – hvor hun til sin egen store fortrydelse glemte at neje. Og senest i 2024 ved Kongeskibets ankomst.
Plads til andre ting
Irene er glad for sit arbejde på Rådhuset og bliver gerne resten af den tid, hun har tilbage på arbejdsmarkedet.
Egentlig skal jeg blive til jeg er 69, men hvis jeg har råd, vil jeg gerne gå fra om otte år, når jeg bliver 65. Der skal jo også være plads til andre ting i livet. Man ved jo ikke, hvor længe man er her.