Seniorliv

Svenske sosu’er jobdatede med ældreplejen i Helsingør

02-09-2025

Over 60 svenske medarbejdere med sundhedsfaglig baggrund mødtes med fem plejehjem og de tre hjemmeplejeenheder i kommunen.

Plejehjemmet Falkenberg var blandt plejehjemmene til rekrutteringseventen.

Der var ivrig snakken ved standene, da over 60 svenske jobsøgende med en sundhedsfaglig baggrund torsdag den 28. august var til jobdating med Helsingør Kommunes ældrepleje.

Eventen fandt sted på Plejehjemmet Grønnehaven, hvor fem af kommunens plejehjem sammen med de tre hjemmeplejeenheder var repræsenteret med 55 ledige stillinger.

Vi håber på rigtig mange gode match,” sagde Mette Bierbaum, centerchef for Sundhed og Omsorg, i sin velkomsttale til de mange fremmødte.

Der var inviteret både danske og svenske jobsøgende til eventen - men der kom ingen tilmeldinger fra dansk side. Til gengæld var der stor interesse for de ledige stillinger fra den anden side af sundet.

Vi ved, at man også søger personale inden for ældrepleje i Sverige, men her er det almindeligt med timelønnet arbejde, og mange foretrækker en fast fuldtidsstilling. Så bliver Danmark attraktivt, for her er det fuldtid, der gælder for svenske pendlere; ellers fungerer det ikke så godt skattemæssigt,” siger virksomhedskonsulent Lone Berning fra Helsingør Jobcenter.

Hun var sammen med virksomhedskonsulent Henrik Weiss ansvarlig for at arrangere jobdatingen på Grønnehaven.

Glad for Danmark

Der er allerede en del svenske medarbejdere ansat i ældreplejen i Helsingør. En af dem er Pia Sturesson, som er teamleder på Plejehjemmet Falkenberg og har arbejdet i Danmark siden 2007.

Jeg er glad for at arbejde i Danmark. Jeg har en 30 timers stilling og arbejder intenst tre dage om ugen og har fire dage fri. På mine arbejdsdage bor jeg hos min svigerinde i Danmark, og det fungerer rigtig godt,” fortæller hun.

Pia stod på Falkenbergs stand på rekrutteringseventen og håbede at finde de helt rigtige kandidater til de fire-fem ledige stillinger, Falkenberg har i øjeblikket.

Imødekommende kolleger

Også svenske Annika Rasmusson arbejder i Danmark. Hun har været social- og sundhedshjælper på Plejehjemmet Grønnehaven i mange år.

Da jeg begyndte her i sin tid, oplevede jeg, at mine kolleger var meget åbne og imødekommende. Jeg vil opfordre alle til at søge job i ældreplejen i Helsingør,” siger hun.

Det er endnu for tidligt at sige, hvor mange matches der kom ud af den omfattende dating mellem kandidater og ældrepleje. Attendo Plejehjem i Helsingør ansatte en medarbejder allerede på dagen. Om et par uger vil arrangørerne have overblik over, hvor mange jobsamtaler og ansættelser der samlet kom ud af jobdatingen.

Læs også artiklen: Arbejdsgivere tilfredse efter svensk-dansk jobmesse for stillinger inden for pleje i Helsingør

Fakta

• Bag rekrutteringseventen stod Jobcenter Helsingør, Job- og Virksomhedsservice, i samarbejde med Arbetsmarknadsförvaltningen i Helsingborg, Kompetensforsörgningen og Plejehjemmet Grønnehaven.

• Til stede ved eventen var også Øresund Direkt, som fortalte om fordele og ulemper ved pendling. Og SOSU H, der informerede om muligheder for kompetenceudvikling som følge af, at de danske og svenske uddannelser indenfor omsorg og pleje ikke er ens.

Følg med i de seneste nyheder