Erhvervsliv

Tilbagegang i DI’s undersøgelse af erhvervsvenlighed

04-09-2025

I årets DI-undersøgelse af erhvervsvenlighed får Helsingør Kommune en placering som nr. 88. Vi skal have boret ud, hvad der ligger bag, mener borgmester og kommunaldirektør.

Helsingør Kommune kommer i år ind på en plads nr. 88 i DI’s årlige undersøgelse af det lokale erhvervsklima i landets kommuner. Det er en tilbagegang i forhold til sidste års undersøgelse., hvor kommunen opnåede en plads som nr. 72.

Borgmester i Helsingør Kommune Benedikte Kiær udtaler:

"Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi i årets erhvervsklimamåling fra DI går 16 pladser tilbage, efter at vi sidste år sprang 15 pladser frem. Jeg undrer mig over denne yo-yo-effekt – også på enkeltområder som fx den udbudsproces, erhvervslivet selv har været med til at udvikle og svarede positivt på sidste år, men dømmer ude i år, til trods for at der ingen ændringer er sket med processen."

Hun fortsætter:

Selvfølgelig skal vi tage de 94 virksomheders oplevelser alvorligt, men vi kan ikke handle i blinde. Derfor er der brug for dialog med erhvervslivet. Vi skal fx i Byrådet høre erhvervslivet, hvordan de ønsker, at den politiske dialog skal struktureres."

Vi skal dykke ned

Lidt færre virksomheder i kommunen har valgt at deltage i DI’s analyse i år, hvilket sammen med en ny analysemetode kan betyde noget for resultatet. Men det forklarer ikke den oplevelse, nogle af de lokale virksomheder tilsyneladende får i mødet med kommunen, understreger kommunaldirektør Rasmus Bjerregaard:

Vi kommer til at dykke ned i de områder, hvor der er langt mellem de statistiske resultater i undersøgelsen og de oplevelser, som virksomhedernes svar afspejler. Fx på beskæftigelsesområdet eller i byggesagsbehandlingen. Statistikken viser, at vi som kommune ligger nogenlunde godt til, mens virksomhedernes svar må bygge på helt andre oplevelser. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt og få boret ud.”

SMV Danmark har netop gennemført en tilsvarende erhvervsklimamåling, hvor Helsingør Kommune placerer sig på en plads nr. 55 ud af 79 kommuner.

Følg med i de seneste nyheder