Seniorliv

’Fællesskaber tænder et lys i os’

08-04-2026

Flere ældre, der modtager hjemmepleje, skal have mulighed for at deltage i lokale fællesskaber – det er sigtet med et nyt pilotprojekt i Espergærde.

Ca. 50 foreningsfolk, politikere, Senior- og Handicaprådsmedlemmer og kommunale medarbejdere var samlet i Toldkammeret til kickoff.

Alt for mange ældre sidder isoleret i eget hjem og føler sig ensomme. Det er baggrunden for, at Helsingør Kommune starter et nyt ældrenetværk i Espergærde.

Espergærde Ældrenetværk består bl.a. af lokale frivillige foreninger, patientorganisationer, boligforeninger og medarbejdere fra Helsingør Kommune. Sammen skal de arbejde for, at flere hjemmeplejebrugere, der er visiteret efter Ældreloven, kommer med i de mange fællesskaber, som allerede findes i Espergærde.

Samtidig skal der også skabes nye fællesskaber på baggrund af hjemmeplejebrugernes behov, som bl.a. bliver afdækket i den opstartssamtale, som alle nye brugere af hjemmeplejen har. 

Tirsdag den 7. april var ca. 50 repræsentanter fra bl.a. frivillige foreninger, Frivilligcenter Helsingør, Seniorrådet, Handicaprådet, plejehjem, hjemmepleje, bibliotek, boligforeninger, Idræts- og Fritidsudvalget og Omsorgs- og Sundhedsudvalget samlet i Toldkammeret for at kickstarte Espergærde Ældrenetværk.

Når vi er en del af et fællesskab, deler vi noget meningsfuldt, og det tænder et lys i os. Jeg er glad for at se så mange her i dag, som vil være med til at invitere endnu flere ind i fællesskaberne,” sagde Marlene Harpsøe, formand for Omsorgs- og Sundhedsudvalget i sin åbningstale.

Nogen, der bekymrer sig 

Helsingør Kommune har fået 1 mio. kr. fra Ældreministeriet til projektet, der skal bidrage til at føre Ældrelovens intentioner ud i livet ved at styrke et systematisk og tættere samarbejde mellem kommunen, civilsamfundet og lokale fællesskaber.

Formålet er, at flere ældre, der modtager hjemmepleje, får kendskab til de muligheder, der findes i nærområdet og inviteres med i fællesskaberne, hvis de ønsker det. Når kræfterne samles, øges muligheden for et godt ældreliv med trivsel og livskvalitet.

Tanken er at starte med et lokalt ældrenetværk i Espergærde og siden bruge erfaringerne herfra til at udbrede ideen i hele kommunen.

I netværket i Espergærde er tanken, at vi bruger de kommunale lokaler som Plejehjemmet Strandhøj og biblioteket som naturlige steder at mødes. Vi vil gerne skabe endnu flere relationer på kryds og tværs i lokalsamfundet. Og fællesskaber, hvor nogen spørger til én og bekymrer sig, hvis man ikke dukker op,” sagde Mette Bierbaum, chef for Center for Sundhed og Omsorg, i sin tale til workshoppen.

Skal følges

Blandt deltagerne i workshoppen var Lene Johannesson, som er kontaktperson for Café Fælles. Cafeen er for seniorer, der føler ensomhed eller blot trænger til at opbygge nye relationer i et hyggeligt fællesskab. Den findes både i Helsingør og Espergærde, hvor deltagerne mødes på Egegaarden fra kl. 14.30-16.30 hver tirsdag i ulige uger.

Vores erfaring er, at folk helst skal følges med nogen, den første gang de kommer i cafeen. Fx en nabo. Eller en rehabiliteringssygeplejerske, som vi samarbejder med. Når folk først har været hos os én gang, kommer de igen,” fortalte Lene Johannesson.

Læs også: Alle er velkomne i Café Fælles

Der var bred enighed blandt de tilstedeværende om, at følgeskabet til de forskellige aktiviteter og fællesskaber er vigtigt. Og allerede nu søger Frivilligcenter Helsingør da også fællesskabsguider, som skal 'bygge bro til lokale fællesskaber og hjælpe sårbare ældre til at tage de første skridt mod en ny hverdag'.

Se annoncen: Har du lyst til at hjælpe ældre ud af ensomhed? Bliv frivillig fællesskabsguide

Møde den 23. april

Næste skridt i arbejdet med at stable Espergærde Ældrenetværk på benene er et møde på Plejehjemmet Strandhøj, den 23. april kl. 14-16. Mødet er for alle ældreorganisationer, frivillige foreninger, patientforeninger, frivillige fællesskaber, boligforeninger, kirker og andre, som vil tage et fælles, konkret og praktisk ansvar for at øge kendskabet til muligheder for aktiviteter og fællesskaber i nærområdet, dele erfaringer,  og samarbejde om konkrete initiativer, der kan skabe et godt ældreliv i Espergærde.

Medarbejdere fra kommunen, bl.a. hjemmeplejen og Frivilligcenter Helsingør, deltager også i netværket. Vil du høre mere om Espergærde Ældrenetværk, er du velkommen til at kontakte projektleder Pernille Svärd fra Sekretariat for Sundhed og Omsorg i Helsingør Kommune på: svard@helsingor.dk

Skriv til Pernille Svärd

Fakta

  • Helsingør Kommune har fået 1 mio. kr. fra Ældreministeriet til 'at udvikle en model for brobygning, der understøtter og fremmer et systematisk og tæt samarbejde mellem kommunen og lokale aktører om at skabe et godt ældreliv'.
  • Det er besluttet at køre et pilotprojekt i Espergærde, hvor målet er at få flere borgere, der modtager hjemmepleje, med i lokale fællesskaber.
  • Hjemmeplejen yder hjælp til en gruppe af ældre borgere, der har forringet mobilitet på grund af forskellige funktionsnedsættelser, hvilket kan føre til isolation og ensomhed. Borgerne kan derfor have brug for ekstra støtte og følgeskab til at opsøge de sociale fællesskaber i nærområdet.
  • Pilotprojektet kører i 2026, og målet er at afprøve en model for brobygning, der herefter kan udbredes til andre lokalsamfund i kommunen.

Følg med i de seneste nyheder