Erhvervsliv

Flagdagen markeres i Helsingør

07-08-2026

Helsingør Kommune fejrer traditionen tro den nationale flagdag med veterangudstjeneste, kransenedlæggelse og reception.

Flagdag, Helsingør Kirkegård, 2025

Kransenedlæggelse på Helsingør Kirkegård er en del af flagdags-fejringen i Helsingør. Foto fra 2025.

Lørdag den 5. september 20206 markerer Helsingør Kommune den nationale flagdag. På dagen anerkendes og hyldes de danske mænd og kvinder, der som udsendte har ydet en stor indsats på vegne af Danmark. Dagen er tilegnet både soldater, læger, sygeplejersker og andre, der har været udsendt i international tjeneste.

Dagens program

  • Kl. 13.00: Veterangudstjeneste i Helsingør Domkirke 
  • Kl. ca. 13.35: Fælles afgang fra Domkirken til Helsingør Kirkegård med faner 
  • Kl. 13.55: Kransenedlæggelse ved mindesten på Helsingør Kirkegård (benyt indgangen fra I. L. Tvedes Vej) 
  • Kl. 14.00: Fælles afgang fra kirkegården til Toldkammeret med fanerne forrest 
  • Kl. 14.15: Eftermiddagskaffe og kage i Toldkammergården. Her vil der være tale ved borgmester Benedikte Kiær, som også står for uddeling af børnemedaljer og diplomer. 
  • Kl. 15.00: Afslutning 

Medaljer til børn

Igen i år vil Helsingør Kommune gerne sætte ekstra fokus på, at hele familien berøres, når et familiemedlem er udsendt. Det gælder ikke mindst børnene. Derfor uddeler vi børnemedaljer til børn (under 18 år) af udsendte. 

Læs mere om børnemedaljen

Børnemedaljen er tænkt som en anerkendelse af det savn og den bekymring, nogle børn oplever under udsendelse - og at de har måttet leve med de ændrede vilkår, en udsendelse medfører i familien. 

Flagdagen er arrangeret i et samarbejde mellem Helsingør Domkirke, Helsingør Kirkegård, lokale soldaterforeninger og Helsingør Kommune. 

Hvis du er dårligt gående, eller ikke har mulighed for at være med fra begyndelsen, er du velkommen til at støde til arrangementet senere, fx ved kransenedlæggelsen eller i Toldkammeret. 

Kender du et barn, som fortjener medaljen?

Vi hører meget gerne fra dig, hvis du har et barn (eller flere) under 18 år, som fortjener at modtage Familienetværkets børnemedalje og diplom. Send barnets fulde navn i en mail til po@helsingor.dk senest fredag den 14. august 2026.

Følg med i de seneste nyheder