Hvorfor er det fedt at være den, der hjælper med at slæbe musikernes tunge grej, lave litervis af kaffe og stille sig op på en scene for at byde velkommen til et band?
Det kan Helsingør Kommunes KulturCrew svare på. Rundt omkring på kommunens skoler har godt 100 børn fra 3. til 8. klasse meldt sig som hjælpere, når der skal afvikles skolekoncerter på deres egen skole, men også for at være med backstage, når Helsingør Kommune i uge 40 er vært for den nationale skolekoncertfestival LMS Showcase.
Det er vildt fedt at være med, fortalte Nora fra 6. klasse på Mørdrupskolen. Hun blev interviewet på scenen i Toldkammeret sammen med fem andre, da alle kommunens KulturCrew-børn var samlet til en fælles workshopdag i Toldkammeret.
”Du lærer at præsentere foran en masse mennesker. Vi kommer til at høre en masse fede koncerter, og vi får et godt fællesskab på skolen,” forklarede Nora.






