Helsingørs Mange Ansigter

De tabte deres hjerte til Grønlands is

18-02-2026

Forfatterpar fra Helsingør udgiver en smukt illustreret bog med den fascinerende fortælling om, hvordan isbjerge bliver til

Pernille Kløvedal Nørgaard har skrevet teksterne om Grønlands is og Ole Søndergaard har malet bogens dragende akvareller og tegninger fra et betagende land.

Der er et særligt spil i isen. Den er aldrig stille, men bevæger sig og ’snakker’ hele tiden. Lydene kan også være voldsomme som rumlende torden eller mægtige eksplosioner og står i skarp kontrast til den uendelige storhed, der omgiver en, når man er et lillebitte menneske i Grønlands uberørte natur.

Det ved forfatterparret Ole Søndergaard og Pernille Kløvedal Nørgaard alt om. I årene 1999-2017 har de sammen og hver for sig været på flere Grønlandsrejser, og det er blevet til den smukt illustrerede coffeetable-bog ’Isen omkring Grønland’, der udkom sidste år.

På verdens dagsorden

Helsingør Kommune har købt en stak bøger for at give dem som gave ved særlige lejligheder i en tid, hvor Grønland er kommet på verdens dagsorden.

”Vi anede ikke, at bogen landede på et tidspunkt, hvor den blev så højaktuel,” fortæller Pernille Kløvedal Nørgaard over en kop kaffe ved køkkenbordet hjemme i Helsingør.

Bogen viser Ole Søndergaards akvareller og tegninger af isbjerge og landskaber med Pernille Kløvedal Nørgaards tekst, der fortæller om, hvordan isbjerge dannes.

Rejsemål udvalgt med omhu

’Isen omkring Grønland’ blev udgivet sidste år i forbindelse med en udstilling af Ole Søndergaards værker i Hørsholm Kunstforening, men det hele begyndte med den første rejse til bunden af Uummannaq-fjorden, hvor parret boede i telt i området mellem Lille og Store Gletsjer.

”Vi ville gerne se den helt formidable natur,” siger Ole Søndergaard, der er anerkendt grafisk designer og billedkunstner.

Drømmen om en rejse til Grønland blev også sået, da Ole Søndergaard som ung studerende tegnede inskriptionerne til soklen med statuen af polarforskeren Knud Rasmussen, der siden 1963 har skuet ud over stranden ved Bellevue. Det var hans far, billedhuggeren Povl Søndergaard, som udførte monumentet. Siden arvede Ole Søndergaard sin fars bøger om Knud Rasmussen og Grønland.

Han kender også eventyreren John Andersen, der har sejlet i kajak langs Grønlands kyster, og spurgte, hvor de skulle rejse til. Svaret var: Uummannaq.

Bogen 'Isen omkring Grønland' blev udgivet sidste år og blev pludselig aktuel i en tid, hvor Grønland er kommet på verdens dagsorden.

I telt mellem gletsjere

Fremme i Uummannaq blev Ole og Pernille udspurgt, om de nu også havde den ekspertviden og erfaring, der skulle til for at vandre og begå sig i vildmarken. De fortalte overbevisende om deres teltture i Norge, og det lykkedes at få en aftale om at blive sejlet 80 kilometer ind i bunden af fjorden.

Pernille Kløvedal Nørgaard fortæller, at hun aldrig har været så bange i hele sit liv.

”Jeg kunne ikke trække vejret af angst. Vi sad i en lille plimsoller-jolle af plast, der var lappet sammen på bedste vis og var omgivet af de her kolosser af isbjerge. Det var smukt, fascinerende og nærværende helt ind i kroppen, fordi det var så kæmpestort 360 grader rundt,” husker hun.

”Vi var blevet sat af ved indlandsisen imellem to af de mest produktive gletsjere i verden. Det var meget, meget dramatisk og spændende,” supplerer Ole Søndergaard.

Malede i døgndrift

De var der fem dage, og Ole malede nærmest i døgndrift, fortæller Pernille. På den måde tog de isbjergene med sig hjem.

”Der var så stille, men indimellem bragede det fra isen, der kælvede. Vi boede i vores lille tomandstelt, og først på femtedagen så vi en fugl. Jeg har aldrig siden påskønnet så stor en glæde ved livet, som da jeg så den fugl, og der lagde jeg noget af mit hjerte. Det har ligget der siden,” siger Pernille.

Smuk og farlig

Det var så tåget den dag, de skulle hentes, at de ikke kunne se fjorden. På klokkeslæt hørte de bådens ’tuktuktuk’, og til stor lettelse dukkede deres grønlandske guide op ved bredden.

Senere besøgte de også Ilulissat og lærte, hvor farligt alt det smukke også kunne være. En dag havde de ligget i solen i vandkanten og bagefter gået højere op på klipperne, da der lød et mægtigt brag fra et isbjerg, som væltede og kort efter rullede en fem meter høj bølge ind over det sted, hvor de lige havde siddet.

Ole Søndergaard i sit atelier i Helsingør.

En særegen kultur

For kunstneren Ole Søndergaard blev vildmarkens kræfter overgået af skønheden i lyset, farverne og formerne, som han har arbejdet videre med siden. Det er også blevet til mange refleksioner over Grønlands og Danmarks fælles historie, hvor der ikke er blevet vist behørig respekt over for et land og dets folk.

”Vi er opvokset i Danmark og opfattede Grønland som en del af Danmark, men jeg måtte sande, at vi ikke er en del af Grønland. Vi har rejst over hele verden, og Grønland er det sted i verden, hvor vi har haft mindst kendskab til kulturen. Den er fremmed, anderledes og helt særegen. Grønland er grønlændernes,” siger Pernille Kløvedal Nørgaard.

Ole Søndergaard er ikke kun fascineret af Grønlands is. Han har også skrevet om udsmykninger af moskeer og arkitektur fra sine rejser i Tyrkiet, Iran og Uzbekistan.

Fakta

Ole Søndergaard og Pernille Kløvedal Nørgaard har boet i Helsingør siden 1972.

Ole Søndergaard har tegnestuen osgrafik.dk. Han står bl.a. bag Helsingør Kommunes logo og designmanual og har designet skilte til gadenavne i Helsingørs indre by.

Pernille Kløvedal Nørgaard har arbejdet som sygeplejerske bl.a. i kommunen.

Siden 1991 har de rejst sammen og udgivet flere bøger som maler og forfatter bl.a. ’Drømmen om de blå kupler’, ’Watercolours From The Silkroad’, ’Flyvende hval over skyerne’ og ’Flyvende hval over isen’.

Følg med i de seneste nyheder