Børn og unge

Unge møder ulovlige stoffer i feedet på sociale medier

17-02-2026

Ofte er det en voksen, der får en ung til at tage første skridt mod behandling, hvis rusmidler eller afhængighed er et problem

Anonym rådgivning er helt afgørende for at unge rækker ud efter hjælp, fortæller projektleder Karen Hatt Gatzwiller fra rådgivningstjenesten Netstof.dk. Voksne med god relation til de unge kan give det afgørende puf.

Det er så almindeligt at scrolle forbi reklamer for hash, puffbars, kokain og opioider, at det bliver normalt at se den slags hver dag, når unge tjekker ind på Snapchat, TikTok og Reddit.

Det fortæller projektleder Karen Hatt Gatzwiller fra rådgivningstjenesten Netstof.

Hun lægger ikke skjul på sin harme over den synlige og professionelle markedsføring af ulovlige stoffer målrettet unge ved et gå-hjem-møde om opioider for Helsingør Kommunes medarbejdere. Medarbejderne er lærere, pædagoger, sundhedsplejersker og andre, der møder unge i hverdagen.

”Som ung er der kort vej fra klik til køb, men lang vej til at tænke, at man har et misbrug og har brug for behandling. Jeres relation til de unge gør, at I kan hjælpe,” siger Karen Hatt Gatzwiller.

Dette slide viser, hvordan slang og emojis er kodeord for, hvad unge kan købe. Annoncer for ulovlige rusmidler ligger åbenlyst i de unges feed, når de scroller.

Fylder ikke meget

Kun tre procent af de unge, der opsøger Helsingør Kommunes behandlingstilbud, Helsingung, er kommet på grund af deres forbrug af opioider. De fleste kommer, fordi de har udfordringer med hash, kokain og alkohol.

Men opioider skal tages alvorligt. Det er rusmidler, som skaber afhængighed og kan være livsfarlige. Kroppen vænner sig hurtigt til stoffet, og det øger risikoen for en overdosis, hvor vejrtrækningen bliver meget, meget langsom og helt kan stoppe, forklarer eksperterne på mødet.

”Opioider fylder ikke ret meget hos os. Vi forebygger ved at styrke civilsamfundet, så de voksne omkring de unge og deres familier har den rigtige viden og ved, hvad de kan gøre, siger SSP-konsulent Christian Prag.

SSP arbejder sammen med Helsingung om opgaven og informerer bl.a. på faste møder i boligområderne.

”Vi er opsøgende, holder oplæg i boligområderne og møder på skolerne med forældrene og de ældste elever, men det er en balancegang, for vi ønsker ikke at tale noget op, som ikke er tilstrækkeligt til stede,” siger Christian Prag.

Sandhedens pris kan være for høj

Det er netop samtalen med de unge, der er indgangen til at gøre noget ved problemerne, men døren til samtalen smækker i, hvis man nævner ordet ’misbrug’ eller forsøger at få den unge til at stoppe, forklarer ungebehandler Kirstine Trankjær Stenløkke fra Helsingung.

”Der er mange ting at overveje, inden man tager en samtale som bekymret voksen, for eksempel hvilke konsekvenser, det kan have for den unge at fortælle sandheden,” siger hun og uddyber:

”Hvis prisen for sandheden er for høj, så lytter man ikke eller går. Derfor er succeskriteriet at holde en dør åben.”

Vis, at du kan hjælpe

For at holde døren åben kan man gå undersøgende til værks og stille spørgsmål til det, man selv har bemærket. Samtidig skal man være tydelig om, hvordan man kan hjælpe, for eksempel at vise vej til behandling eller forklare, hvordan den unge kan undgå at blive bortvist fra en skole eller uddannelse.

”Unge bruger rusmidler af mange forskellige årsager. Hvis man kun fokuserer på stofferne uden at forstå, hvad der ligger bag, risikerer man, at samtalen lukker ned,” siger psykolog Cecilie Bildstedfelt fra Helsingung.”

Unge bruger rusmidler af mange forskellige årsager. Det skal man tænke på, hvis man som voksen bliver bekymret, for måske ser man kun toppen af isbjerget, siger psykolog Cecilie Bildstedfelt fra Helsingung.

Her er der hjælp

Unges første møde med stoffer er ofte online, men det er også her, de leder efter hjælp, forklarer Karen Hatt Gatzwiller fra Netstof.

Netstof drives af Center for Digital Pædagogik og Slagelse Rusmiddelcenter med støtte fra 32 kommuner – herunder Helsingør Kommune. På Netstof kan voksne finde viden og konkrete råd til de svære samtaler, og unge kan få anonym rådgivning. Sidste år fandt 50.000 brugere vej til Netstof.

”Der skal vildt meget til at træde over en fysisk dørtærskel, så de unge leder online som det første, og der er den høje anonymitet helt afgørende for, at de unge bruger rådgivningen,” fortæller Karen Hatt Gatzwiller.

Der er også forskellige former for hjælp at hente lokalt hos Helsingung, Helsingør Kommunes tilbud til unge fra 14 til 30 år, som er udfordret af rusmidler. Her tilbydes anonym rådgivning, individuelle forløb, gruppeforløb og sparring til fagpersoner.

Fakta

  • Opioider er stærke, smertestillende stoffer, som kan skabe afhængighed og i værste fald stoppe vejrtrækningen.
  • I Helsingør fylder opioider ikke ret meget i forhold til hash, kokain og alkohol, men kommunen følger udviklingen tæt.
  • Tegn på overdosis kan være: MEGET langsomt åndedræt, uregelmæssigt med lange pauser eller helt stoppet. En slap eller bevidstløs krop. Små pupiller.
  • Hvis du bliver bekymret for en ung, så tal med den unge men undgå ordet ’misbrug’. Søg rådgivning. Vis, at du kan hjælpe

 

Følg med i de seneste nyheder