Helsingør 600 år

Dirigentklokken har nu kaldt til møder i 100 år

26-01-2026

I 1926 fik Helsingør Kommune en jubilæumsgave, der stadig er i brug

Borgmester Benedikte Kiær med den 100 år gamle dirigentklokke. På portrættet ses borgmester Peder Christensen (S), der modtog den fine gave.

Når borgmester Benedikte Kiær ringer ind til årets første byrådsmøde, sker det med en 100 år gammel dirigentklokke.

Den fine mødeklokke ved borgmesterens plads var en af de mange gaver, som Helsingør Kommune modtog, da byens 500-års købstadsjubilæum blev fejret.

Det var Helsingørs første folkevalgte borgmester, Peder Christensen (S), der sammen med byrådet tog imod alle gæsterne på rådhuset den 2. juni 1926 fra kl. 10.30-12.00.

De fine gæster stod i kø

Dirigentklokken blev overrakt af købstadsforeningens formand, hospitalsforstander Oluf Jensen i spidsen for en repræsentation på otte mand. De havde stået i kø sammen med alle de andre jubilæumsgæster, for der var kun plads til ”… forud anmeldte Gratulanter og Pressen.” Det fortæller referatet fra 500-årsdagen, som Helsingør Bymuseum har fundet frem.

Klokken er lavet af sølv. Den er dekoreret med datidens byvåben, der er lidt mere detaljeret, end det logo, som Helsingør Kommune bruger i dag.

Jubilæumsdatoen er indgraveret i toppen af klokken og rundt i kanten nederst står der: ”Til Helsingør Købstad fra Den Danske Købstadsforening.”

Den Danske Købstadsforening blev senere til det, vi i dag kender som Kommunernes Landsforening.

”Klokken er stadig i brug til møder, og man tænker ikke over, at det er en 100 år gammel ting,” siger Benedikte Kiær.

Følg med i de seneste nyheder