Helsingørs Mange Ansigter

Døren er altid åben for unges idéer

20-01-2026

I tre år har Kulturværftet og Toldkammeret målrettet arbejdet for at skabe flere events og fællesskaber til unge sammen med de unge selv. Og det virker.

Mad & Mennesker er opstået ud af Kulturværftet & Toldkammerets strategi for at få flere unge til at bruge Helsingørs kulturtilbud.

Der er vintermørkt udenfor men indenfor i Toldkammerets værksted, der til daglig bruges af Billedskolen, er to unge kvinder ved at dække det store bord op til fællesspisning. Kort efter ankommer tre unge mere. Det er bandet, Carnival Souls, der skal spille lidt senere.

Snart summer det af snak ved bordet og bagefter bliver der danset. Eventen hedder Mad & Mennesker og er et af de synlige resultater af Kulturværftet & Toldkammerets strategi for at få flere unge til at danne fællesskaber og bruge Helsingørs kulturhuse.

Fra usynlig til synlig

”Vi kunne se, at de unge ikke brugte huset på samme måde som andre målgrupper, fx familier og pensionister. Det handler om synlighed. Den unge målgruppe var slet ikke til stede, der hvor vi delte vores content,” fortæller Victoria Dahl Understrup, der som programredaktør for børn og unge tog fat på opgaven med at få de unges egne idéer i spil.

”Der er mange udfordringer, og synlighed tager tid. De unge skal vide, at mulighederne eksisterer. De vil gerne komme til noget, der ser sejt ud, og de vil se billeder af nogle, der ligner dem selv,” siger programredaktøren.

Efterlyser idéer og prøver ting af

Victoria Dahl Understrup er uddannet retoriker, og har tidligere arbejdet med formidling og samskabelse ved Ungdommens Folkemøde i Valbyparken og på Roskilde Festival. I Helsingør inddrager Victoria unge på husmøder og gennem open calls, hvor hun efterlyser idéer. Hun har gang i mindst 20 forskellige chattråde med unge om idéer, der bliver udviklet til det, programredaktøren kalder for prøvehandlinger.

Mad & Mennesker er en af de events, der er blevet prøvet af med succes. Andre eksempler er Film & Fritter og et pop-up loppemarked kombineret med sumo-brydning i sjove sumo-dragter.

”Alt er under udvikling, og alt går ikke perfekt, men i sommer mødte jeg en pige, der var trist over, at skulle tilbage til Helsingør efter et fedt år på efterskole. Hun blev mega glad, da hun opdagede, at der som ung er flere ting at tage til hver uge,” siger Victoria.

Camilla Ahrendt og Olga Kuhlmann Smith er to af de unge, der har taget mulighederne til sig.

Fakta

  • I løbet af de seneste tre år er antallet af events fordoblet fra 31 i 2022 til 65 i 2024. Omkring 2.200 unge har deltaget hvert år.
  • De mange events fremgår af hjemmesiden kuto.dk og Instagramprofilen @kuto.3000, der er vokset fra 800 til 2.400 følgere det seneste år.
  • KUTO er det korte navn for Kulturværftet og Toldkammeret.
  • Har du en idé, kan du finde Victoria Dahl Understrup kontaktoplysninger
Mad & Mennesker er en event, hvor der serveres et enkelt, vegetarisk måltid mad kombineret med en aktivitet, ofte en koncert med små, nye bands.

Tag dine idéer seriøst

Camilla Ahrendt og Olga Kuhlmann Smith er to af de unge, der har taget mulighederne til sig. De blev studenter sidste år og bruger eventen Mad & Mennesker til at skabe et sted, hvor man kan hænge ud og modvirke sabbatårs-ensomhed.

”Der er mange, der savner et fællesskab og noget at samles om. Det er vigtigt for livskvaliteten, og vi vil gerne skabe nogle rammer, hvor folk kommer,” siger Camilla Ahrendt.

Når Camilla og Olga inviterer til Mad & Mennesker, så kombinerer de et enkelt, vegetarisk måltid mad med en aktivitet, ofte en koncert med små, nye bands.

”Det er vildt fedt at være med til at give andre unge plads til at spille for publikum. Hvis man har en idé til noget, så tag fat i Victoria, for hun er vildt dygtig,” siger Olga og Camilla følger op:

”Det er ikke så svært, for du skal bare være nysgerrig og tage dine egne idéer seriøst. Intet er for småt. Når du tager initiativ til noget, som du synes er fedt, så synes andre også, at det er specielt at være med.

 

Victoria Dahl Understrup bygger relationer til byens forskellige grupper af unge ved at opsøge dem på uddannelsesinstitutionerne eller række ud, når hun møder dem rundt omkring i byen.

Kulturhusene skal være relevante for unge

For programdirektøren handler det om samskabelse ved at inddrage målgruppen og bakke op, indtil idéerne bliver til arrangementer, der kan drive sig selv.

”Det handler ikke om at skabe en masse udsolgte events men at lave noget i de her intime og unikke rammer, som får flere med,” siger Victoria Dahl Understrup.

Efter tre år med udrulning af strategien for at få flere unge til at bruge Kulturværftet og Toldkammeret, konstaterer Søs Krogh Vikkelsøe, at det ikke er svært at skabe innovation, hvis man omstiller sin organisation til opgaven.

“Det handler om at blive ved med at være relevant for unge, så de tør engagere sig i deres egne interesser og løfte fællesskaber sammen med andre. Det styrker både demokratisk dannelse og viser dem værdien ved at bo i Helsingør,” siger Søs Krogh Vikkelsøe.

Giver nøglerne væk

Derfor arbejder Victoria Dahl Understrup videre med at bygge relationer til byens forskellige grupper af unge ved at opsøge dem på uddannelsesinstitutionerne eller række ud, når hun møder dem rundt omkring i byen.

”Vores mål er at skabe større bevidsthed om, at det folk har lyst til og gerne vil prøve, det kan vi være med til at brede ud. Vi skal have tillid til folk og give nøglerne væk,” lyder det.

Følg med i de seneste nyheder