Helsingørs Mange Ansigter

Agnete er 72 år og arbejder stadig: "Det holder mig skarp"

08-07-2026

Agnete Sand har passeret pensionsalderen, men har ikke tænkt sig at stoppe med sit arbejde i hjemmeplejens Udkørende Rehabiliterings Team.

Hver dag besøger Agnete Sand 15-18 mennesker, der er blevet udskrevet efter en operation, en hjerneblødning eller en blodprop, hvor tålmodig genoptræning er vejen til at kunne klare sig selv igen.

Agnete Sand har arbejdet med pleje af mennesker i mere end et halvt århundrede, og hun har ingen planer om at gå pension.

”Jeg kan godt lide mit arbejde, og jeg kan godt lide at blive udfordret. Det holder mig i gang og skarp i den øverste etage,” svarer Agnete, da hun bliver spurgt, hvorfor hun bliver ved.

Hun har arbejdet på plejehjem, sygehuse, i psykiatrien og med misbrugere, før hun for halvandet år siden begyndte som social- og sundhedsassistent i det Udkørende Rehabiliterings Team i Helsingør Kommune, hvor hun arbejder 30 timer om ugen.

Modvind giver styrke

Agnete Sand har altid været vant til at tage fat, og hun mener, at det er godt at have noget at stå op til.

”Jeg tror, at nogen holder op med at arbejde for tidligt, og så falder de hen. Måske er det fordi, jeg er vokset op på landet og var vant til at køre med trillebør, fra jeg var syv. Det er en tilfredsstillelse, at jeg stadig kan,” siger Agnete.

Alle har oplevet modvind, men de fleste ved også, at de kommer igennem, når de står fast, forklarer Agnete om en af sine tatoveringer.

På venstre underarm har hun tatoveret et af sine mottoer side om side med mange andre tatoveringer.

”I modvind tager livet sin form.”

Mottoet afspejler også den måde, Agnete møder borgerne på.

”Det handler om at træde et skridt tilbage. Jeg kommer ikke for at hjælpe ved at gøre de daglige ting, der skal gøres. De ting er vi fælles om, for jeg hjælper kun med det, de ikke kan,” siger Agnete.

Du kommer igennem

Hver dag besøger hun 15-18 mennesker, der er blevet udskrevet efter en operation, en hjerneblødning eller en blodprop, hvor tålmodig genoptræning er vejen til at kunne klare sig selv igen. Nogle gange får de også en snak, om de ord, der står skrevet på Agnetes arm.

”Alle har oplevet modvind og ved, at når du sætter hælene i, så står du fast og kommer igennem det. Ligegyldigt, hvor galt det ser ud, så skal du nok blive stående,” siger hun.

”Jeg synes også, jeg står fagligt stærkt, og det er dejligt, når jeg kan dele mine erfaringer med de mest udfordrende opgaver, hvis jeg har kolleger, der har brug for det,” siger Agnete.

Respekt skaber relationer

Det er også hende, der hurtigt er med til at skabe overblik og prioritere, hvis der er dage, hvor der er huller i vagtplanen.

”Så plejer jeg at sige, at nu letter vi røven, så vi får alle med og kommer hjem til tiden,” siger Agnete.

”Mange siger, at jeg er meget kontant, og det er jeg også, for jeg siger, hvad jeg mener,” siger hun.

For Agnete handler arbejdet også om at se og respektere de mennesker, som hun og kollegerne kommer hos. Hun kan sagtens abstrahere fra et hjem, der er rodet og beskidt, og det er en af hendes kæpheste, at det er borgernes og ikke hjemmeplejens behov, der skal sættes forrest.

”Vi kan sige, hvis noget er usundt, men det er deres valg, og det skal vi respektere. Jeg ville da ikke selv finde mig i, hvis nogen vil bestemme, hvad jeg skal eller ikke skal,” siger hun.

Hendes direkte facon er med til at skabe relationer, og hun tager gerne opgaver, der kan være særlig udfordrende, når hun skal ud til mennesker med psykiatriske diagnoser, misbrug eller begge dele.

”De aflæser dig lige med det samme, og de kan straks fornemme, når de kan stole på dig,” forklarer hun.

De små øjeblikke

Agnete lærte tidligt at sige tingene ærligt og direkte. Som ung passede hun alvorligt syge kræftpatienter. En af dem, en mand på 45 år, var blevet indlagt med noget, han troede bare var en lille ting, der kunne fikses, men det viste sig, at han var døende.

”Han kunne knap gå, men sagde til mig, at jeg skulle tage ham ud af sengen og hen til vinduet, fordi han ville se knopperne på træerne. Jeg ved ikke, hvor jeg fik kræfterne fra, for han var en stor mand, men det lykkedes, og tårerne trillede af glæde. Det er de små bitte ting, der betyder alverden,” fortæller Agnete.

På et tidspunkt passede hun to 90-årige søstre.

”Hun var kendt for at være ret skrap, men hun var også meget elskelig. En dag sagde hun, at hvis hun havde haft et barn, så ville det være sådan en som mig. Det var et kæmpe kompliment,” siger Agnete.

En dag spurgte den gamle kvinde, om Agnete ville holde hende i hånden, når hun skulle dø?

”Jeg var på sommerferie, da en af mine kolleger ringede og sagde, at det var nu. Så tog jeg derind, satte mig og tog hende i hånden. Hun døde kl. 04 om morgenen, og det var umanerligt smukt. Det var ligesom, det skal være,” siger Agnete.

Har tænkt sig at blive ved

Om et par måneder fylder Agnete 73, men hun overvejer ikke at stoppe sit arbejde i hjemmeplejen, og hun får tit spørgsmålet: ’Hvordan fanden bærer du dig ad?’

”Jeg bliver ikke regnet for hende den gamle. Det handler om ens indstilling. Jeg er et levende menneske, der elsker at deltage i alt. Jeg fester til kl. 05 om morgenen, og det bliver jeg ved med, også selv om jeg en dag måske skal bæres op på bordet for at danse,” siger hun.

”At blive gammel er hele idéen med at være menneske.

Følg med i de seneste nyheder